Jeg elsker historiske romaner. De bedste af slagsen fortæller ikke bare en medrivende historie om mennesker i en anden tid (og måske et andet sted) – de er også guldgruber af historisk viden, der er lige klar til at smide ind i en omgang tp.

Desværre lever Unn fra Stjernestene ikke op til det første. Jeg er såmænd ikke i tvivl om, at den er grundigt researchet, denne roman fra nordboernes sidste tid i Grønland inden de af uvisse årsager helt forsvandt. Men medrivende – det er den altså ikke.

Unn er romanens forældreløse hovedperson, en ung kvinde der har mere end svært ved at finde sin plads i det lille, grønlandske samfund. Hun tilbringer hovedparten af sin ungdom i et kloster, dog uden at aflægge klosterløftet. Desværre er hun fuldstændig uinteressant.

Scenarierne er ellers godt skåret ud: et isoleret samfund på kanten af dets udslettelse, den ubarmhjertige grønlandske natur, truslen fra – og mod – skrællingerne og ikke mindst konflikter og magtkampe mellem de sørgelige rester af Erik den Rødes efterkommere.

I stedet for at spille på denne, skæbnesvangre scene, hvor selv den principfaste katolske kirke har måttet udstede dispensation og lade folk gifte sig selvom de er i familie fordi der ellers ikke er nogen at gifte sig med, har forfatteren valgt at koncentrere sig om åndemaneri og en kærlighedshistorie med en ulidelig og anakronistisk munk med moderne holdninger.

Ærgerligt og kedeligt – kunne vi komme tilbage til en væsentlig historie i stedet for bjørnetilbedende nonner med magiske evner, så havde Unn måske kunne vække en smule interesse. Epoken og stedet fortjener bedre.

Hanne Marie Svendsen: Unn fra Stjernestene. Gyldendal, 2003. 481 sider.