”Alt er mit” er en morsom bog om at være ung i 80’erne, falde ud af skabet som bøsse og bo i et kollektiv i 90’erne. Hvordan det er at være fortaler for revolution, når bare vejret er til det, og man ikke lige sover over sig.

Tomas Lundme skriver dragende og tager læseren med ind på en enorm udviklingsrejse. Med hovedpersonen er kusinen, der er intenst vred på verden, men samtidig sårbar, så det driver ud af øjnene. Den omsorgsfulde hovedperson ved, at ”når man ikke kan hente en voksen, kan man give pomfritter. Det er sådan nogenlunde den samme trøst.”

Han noterer sig også, hvor irriterende det er med pollenallergi midt i december, fordi de to, kusinen og fætteren, har en særlig regel om, hvor og hvornår man må græde. Sådan er sproget så herligt, eftertænksomt og ærligt, at jeg måtte sætte flere æselører for at notere mig de bedste sætninger.

Han skriver utroligt kærligt og sjovt om lillesøsteren, der identificerer sig med Hilda Heick. Moderen er ret ofte ude for at gå til møder, men druk virker til at blive en større og større bestanddel af hendes liv. Imens er faren på natarbejde, så hovedpersonen passer på sig selv og Hilda, indtil lillesøsteren beslutter sig for at være Leica fra Laban. I denne familie må man være, ligesom man vil, og da hovedpersonen springer ud som bøsse, er det noget, de andre familiemedlemmer har vidst i årevis.

Skøn bog, som sagtens kan læses igen og igen, for den rummer så meget humor og smerte på en gang. Læseværdig bog, som jeg vil anbefale til alle, der var unge i 80’erne og/eller 90’erne, og som enten skejede ud eller ønskede at gøre det.

Alt er mit, Tomas Lagermand Lundme, Gyldendal, 279 sider, udgivet 4. februar 2016