”Violinen fra Auschwitz” udkom første gang i 1994, men er først nu blevet oversat til dansk af Ane-Grethe Østergaard, og udkommer i dag.

Jødiske Daniel er fanget i en tysk koncentrationslejr. Arbejdslejren hjemsøges af lægen Rascher, der foretager dødelige eksperimenter på udvalgte indsatte. Heldigvis er lejrens kommandant musikelsker, så da han finder ud af, at Daniel er violinbygger, indgår han et væddemål med lægen. Lykkes det Daniel at bygge en tilfredsstillende violin indenfor en fastsat tidsramme, skylder lægen kommandanten en kasse vin. Lykkedes det ikke, får lægen Daniel til sine eksperimenter.

Anglada har smurt tykt på for at give sin historie autenticitet – for tykt. Kapitlerne indledes af ægte historiske kilder i form af chokerende SS-dokumenter, der giver indblik i, hvordan man faktisk behandlede de internerede og også viser også vagternes følelsesberøvede kulde overfor de indsatte. Lægen Rascher deler navn med en virkelig historisk person: SS-lægen Sigmund Rasher, der faktisk udførte forfærdelige eksperimenter på fangerne i koncentrationslejren Dachau. Der ud over har hun valgt at indlede romanen med en sekundær fortæller. En musiker møder Daniels barnebarn, og fascineres både af hende og af hendes violin. Hun forærer ham kopier af vidnesbyrd, der fortæller om dens tilblivelse, og derefter skifter narrativet til Daniel selv. På den måde læses romanen næsten som resultatet af disse ”sande” vidnesbyrd fremfor en tredjepersons roman.

Alle disse kneb giver fortællingen en sensationalistisk karakter. Der spilles på alle tangenter undtagen dem, der skal drive historien. Daniel er kun en overfladisk karakter, og hans historie ender med at drukne i den virkelige verdens historie. Der er heller ingen narrative overraskelser, om end det virkeligt er meget rørende til sidst, hvor den indledende del og Daniels historie bindes nogenlunde sammen.

Rent sprogligt er ”Violinen fra Auschwitz” forholdsvis dagligdags og letlæselig. Rytmen afbrydes kun af overgjorte vendinger som ”fraseringens yndefulde filigran” og slidte metaforer, der sammenligner strenginstrumenter med kvindekroppe.

Den har sine øjeblikke. Jeg var meget rørt over passagen, hvor Daniel sminkes og iklædes nyt tøj. Han skal, under truslen om prygl, hvis han nægter, smilende stå model til Tysk KZ-propaganda. Han må naturligvis afstå det nye varmere tøj, straks efter at billederne er taget.

Den er kort, letlæst og rimeligt underholdende, men forventer man en stærk historie om en af menneskehedens største tragedier, bliver man skuffet.

Maria Ángels Anglada, Violinen fra Auschwitz, april 2016, Forlaget Turbine, 132 sider.