Donal Ryan kan skrive mere rammende beskrivelser med en enkelt tanke end mange politikere kan i hele taler. Når Ryans figurer tænker, så springer billederne frem for vores øjne som en af de der film, hvor fotografen giver os en sekvens af en blomst, der springer ud – men på tre sekunder.

The Guardian skrev i deres anmeldelse af ”A Slanting of the Sun”, som bogens originale titel er, at Donal Ryan er en mester i den gribende første sætning.. Og det er så sandt, som det er sagt. Hans 20 noveller i ”Et sving mod solen” er indledt med sætninger som ”Universet var engang en prik, ladet med vægten af alt det der nogensinde skulle komme” eller ”Himlen var klar og blå den dag vi skød knægten” eller ”Jeg fik ideen fra en stor fed rejsende”. Sætningerne er enkle, korte, direkte og fængslende.

Og det er ikke kun de tre indledninger fra henholdsvis ”Ragnarok”, ”Pelotonen” og ”Kongeblå”, der hiver os om bord i Ryans fortællinger. Hans noveller tager os med rundt i eksotiske dele af verden og er ikke udelukkende sat i hans elskede Irland. Det eksotiske ligger dog hovedsageligt i sproget, der bliver leget med på forunderlig vis med lange, løbende sætninger, der beskriver fortælleren selv om muligt endnu bedre end det, han eller hun fortæller om.

Den eneste anke, jeg har ved en novellesamling som denne er, at jeg straks savner mere om den enkelte fortælling, når den på brat vis slutter og leder over i den næste. Fortællerne er nemlig meget forskellige, og det er stilen også, og mens det langt fra er alle historierne, der er behagelige, så er de skrevet så indtagende, at jeg vil have mere.

Jeg må vist tilbage og finde en af Ryans tre øvrige udgivelser, så jeg kan stifte et nærmere bekendtskab med ham. Denne samling af noveller er dog et uhyre behageligt første møde.

Et sving mod solen, Donal Ryan, Forlag Jensen & Dalgaard, April 2016, 184 sider.