Karsten Jørgensen: Neil Young – En Biografi
Neil Young er en sejlivet gut. Han har spillet, komponeret og turneret siden 60’erne. I starten af 70’erne fik han sine første rigtigt store hits. Han har været på stoffer, har haft musikalske og personlige nedture, lider af epilepsi og har flere handicappede børn.
I 2014 krævede han skilsmisse fra en kvinde, som han havde været gift med i mere end 30 år, og i november fyldte han 70. Men det betyder ikke, at han lægger musikerlivet på hylden. Han skriver og rejser og optræder fortsat.
Jørgensen bygger sin biografi på et rigt kildemateriale og sammensætter en letlæselig og overskuelig gennemgang af Youngs liv og karriere. Jørgensen fortæller nuanceret og godt om opture og mange nedture, som eksempelvis i 80’erne, hvor pladeselskabet Geffen Records troede, at de havde scoret den store gevinst med stjernen Neil Young, hvis album ”Rust never sleeps” toppede hitlisterne. Men sådan gik det ikke. Der kom en række uinspirerede plader, som ikke solgte i nærheden af, hvad pladeselskabet – og fansene – havde håbet på.
I løbet af de næste cirka 20 år eksperimenterede Young med country, new wave, punk og tung rock, så han er svær at sætte et egentlig varemærke på. Heldigvis bliver man klogere på manden og hans musik med Karsten Jørgensens biografi.
Karsten Jørgensen. Neil Young – En Biografi. 370 sider. Forlaget Klim. November 2015.