Dan Browns bøger handler om at finde skjulte meninger under overfladen, så det er passende at anmelde den seneste Dan Brown bog: ”The lost symbol” i to lag.

På overfladen har vi en kraftfuld hemmelighed, der har eksisteret siden tidernes morgen, en vanvittig og vansiret morder, der vil gøre alt for at få adgang til hemmeligheden og et broderskab, der har svoret at beskytte samme hemmelighed.

Hvor Dan Brown i sine forrige bøger tog udgangspunkt i religion og særligt den katolske kirkes lemfældige omgang med sandheden, er tiden denne gang kommet til grundlæggerne af USA.

For hemmeligheden er nemlig gemt i USA og handlingen udspiller sig derfor over få timer i den amerikanske hovedstad Washington, hvor en dyb hemmelighed efter sigende er gemt. Synlig for de fleste, men med en kodenøgle som blot få indviede vogtere kender. Uvillig og uden den store tiltro til myterne om menneskets store gamle hemmelighed hvirvles symboleksperten professor Robert Langdon ind i jagten på hemmeligheden. Usikker på om han deltager for at afsløre eller beskytte den viden, der efter sigende er gemt et sted i byen. Robert Langdon er kendt fra ”Da Vinci mysteriet” og ”Engle og dæmoner”.

Byen Washington virker bare ikke rigtig som udgangspunkt for en hemmelighed, der strækker sig tilbage til Babylon og Egypten, måske fordi Wahington er en relativ ny by. Og for at gøre ondt værre er bogen amerikansk på den der måde, der får Pearl Harbour til at være en vigtigere begivenhed end D-dagen. Freud, Bohr, H. C. Ørsted og andre europæiske videnskabsfolk ville derfor nok være en smule pikerede over den næsten ensidige fokus på amerikanske opdagelser, som i ”The lost symbol” er grundlaget for vor moderne tid (undtagelsen er Newton, der får lov til at optræde lidt).

Det er overfladen, den som alle kan læse. Men under overfladen, let skjult men dog tilgængeligt for de indviede, har vi en forfatter, der ikke har ændret sin opskrift siden (de mere effektive) forgængere ”Da Vinci mysteriet” og ”Engle og dæmoner”, som kan finde konspirationer i teksten på en pakke havregryn – men som denne gang ikke har formået at hæve sig op over de 12 hyldemeter med konspirationsbaseret spændingslitteratur du finder i enhver velassorteret lufthavnskiosk. Det betyder ikke at ”The lost symbol” er dårlig – den er bare ikke noget særligt.