Igen en fantastisk bog af Liane Moriarty. ”Det hun glemte” er fyldt med skiftende fortællere, sjove dialoger, det gode og det modbydelige i livet samt personligheder, man ikke kan lade være med at ønske det bedste for. Bogen har det hele, og jeg var meget begejstret for den. Indtil jeg kom til slutningen.

Alice er 39 år, da hun falder i motionscentret og vågner op som 29-årig. Ti år er blevet slettet fra hendes hukommelse. De ubehagelige overraskelser står i kø som løbebåndene i det motionscenter, hun bliver båret ud fra af ambulancefolk. Som 29-årig var Alice vildt forelsket i sin mand, Nick, hun var gravid, og de var midt i renovering af et gammelt hus. Livet som 39-årig er noget helt andet end det.

Da søstre, veninder, Alices mor og pap-bedstemor begynder at fortælle Alice, hvordan hendes verden er i dag, tror hun dem ikke. Tilsyneladende er hun ved at blive skilt fra sin elskede Nick, hun har tre børn, og huset er istandsat fra top til tå. Ligesom hende. Intet sidder forkert – tøjet er smukt og dyrt, og hendes krop er veltrænet. Desværre virker hun forkert. Det varer ikke længe, før Alice får et indtryk af, at hun på de glemte ti år er blevet en skrap madame, og at der er sket noget forfærdeligt, der har præget hende specielt. Men ingen vil fortælle sandheden, og minderne vil ikke dukke op i hendes erindring.

Alices første møde med Nick efter uheldet giver et sug i maven, da Alice opdager, at han ser hende som sin værste fjende. Netop udviklingen i det forhold følger vi, både fortalt af Alice, hendes søster og hendes pap-bedstemor, der skiftevis fortæller i bogen. Skiftene fungerer, fordi det viser sider af personligheder, som er velbeskrevne og troværdige. Og det er morsomt. Det er Nicks og Alices’ parforhold ikke altid, desværre.

Læs bogen, nyd den og prøv at lade være med at ærgre dig over den vage slutning. Den virker på mange måder som et pudsigt appendiks til resten af historien, som jeg ellers synes er upåklagelig.

Det hun glemte, Liane Moriarty, Politikens forlag, udgivet 18. december 2015, 451 sider, oversat af Hans Larsen og Stephanie Caruana