Edward Rutherfurd er en produktiv historiker og forfatter. Gennem de seneste 30 år har han med nogle års mellemrum rystet en stribe tykke bøger om flere af verdens hovedstæder ud af ærmet. Paris, London og New York er nogle af dem, og Rutherfurd starter typisk sine fortællinger helt tilbage, hvor den pulserende storby bare var et stykke mark med et par huse eller en flod, hvor nogle mennesker slår sig ned på grund af det gode fiskeri.

Her er det Dublin, det gælder. Bogen er skrevet før flere af hans mest berømte værker, og i Dublin har han ikke helt fundet formen endnu. Hvor hans bøger om Paris og London er store dramaer, er Dublin-fortællingen mere fokuseret på en kærlighedshistorie om den smukke Deidre, hvis far Fergus passer et vadested over floden, hvor Dublin bliver grundlagt. Datteren skal giftes væk, hvilket hun ikke er glad for. Hun har kastet sin kærlighed på en drabelig kriger, og deres fortælling giver historien om Dublin sit afsæt og struktur.

Det er dog bestemt ikke kærlighed det hele. Vikingerne angriber, konger kæmper om magten, troende kristne forsøger at uddrive de hedenske skikke, og i 1500-tallet går det helt galt, da englænderne lykkes med at undertvinge den irske befolkning, der hidtil har overlevet så mange krige. Og her stopper Rutherfurd så sin fortælling, måske fordi resten af Irlands historie er så trist.

Dublin balancerer mellem triviallitteratur og historisk drama. Som i hans andre bøger er der imponerende research og mange skønne detaljer at begrave sig i, blandt andet overtro, og han er en stor naturskildrer.

Holder man af fortællinger om svundne tider med heltinder og modige mænd, så er Dublin helt sikkert sagen. Men har man læst hans bøger om New York og Paris, er jeg bange for, at man bliver en smule skuffet.

Edward Rutherfurd, “Dublin”, Turbulenz, 773 sider, 2015, Oversat af Birgitte Brix