Kombination af komik og 2. verdenskrig lyder absurd. Men det virker. Jeg læste bogen meget hurtigere end forventet. På trods af minutter, hvor jeg indimellem måtte lukke bogen og trække vejret dybt. Det er en barsk bog. Hvorvidt alle detaljer er korrekte, vides ikke, men krigen er jo virkelighed. Denne bog får en til igen at tænke på historierne om koncentrationslejre, tortur, mennesker transporteret som kvæg og forløsningen, da tyskerne endelig taber kampen.

Ernst Hofmans far var tysker, forfatter og kæmpede i 1. verdenskrig. Moderen var jøde og skuespiller og døde, da Ernst var teenager. Få år efter begik faderen selvmord.

I en togvogn fyldt med børn, voksne og ældre mennesker møder Ernst den smukke Helena, der taler med ham og synger for ham. Deres kendskab til hinanden begrænser sig til få timer, men da de bliver sendt i hver sin retning i en polsk koncentrationslejr, mærker Ernst, at hans hjerte brister. Han vil se hende igen. I live.

Det får han mulighed for, da tyskerne opdager, at han er god til at få folk til at grine. Den evne udnytter de på grov vis, og Ernst splittes mellem at udføre sit erhverv og måske få lov til at se Helena og hans modstand mod at skulle få folk, der er på vej i døden, til at smile. For hvem skulle det hjælpe?

Det er en barsk, medrivende bog, som skaber en form for håb om, at nogle mennesker måske fik lejlighed til at grine på trods af de utopiske forhold, de forsøgte at overleve i. Ernst skildres som en human og empatisk mand, der ikke finder sig i hvad som helst, men vil gøre meget for sin kærlighed. Det er en smuk historie på trods af det grusomme islæt.

Latteren og døden, Pieter Webeling, Turbine, 296 sider, udgivet 11. november 2015, oversat af Naja Møllmann-Ibsen