// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Steffen Hou: Drømmenes deroute – Skæbnefortællinger fra den amerikanske virkelighed
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Amerikansk, Biografi, Erindringer

Steffen Hou: Drømmenes deroute – Skæbnefortællinger fra den amerikanske virkelighed

Skrevet af den 10. januar 2016 – 11:42Ingen kommentarer

Drømmenes deroute er en samling af 46 cases, og det er meget forskellige menneskeskæbner i USA, der bliver skildret.

Alle har dog det til fælles, at de kæmper med en grum skæbne. Forfatteren til Drømmenes deroute, Steffen Hou, er journalist og det er lykkedes ham at få interviews med en lang række mennesker, som normalt ikke udtaler sig – enten fordi de er så langt nede i hierarkiet, at de ikke bliver hørt, fordi de frygter for deres liv eller fordi det de har at sige ikke er politisk korrekt. For Steffen Hou lykkedes det at give dem taletid lige fra fængselsbetjenten, der indrømmer, at behandlingen af fanger ikke altid foregår efter forskrifterne over den uskyldigt dødsdømte til bandemedlemmet, der hader alle andre.

Det er tragisk og sørgelig læsning, hvor det hele kan forekomme helt og aldeles håbløst. For samfundet, han skildrer, er et samfund, hvor fx mere end 22 millioner børn vokser op i et hjem med håndvåben. I casen med Ann Marie hører vi, at hendes barn bliver skudt af en kammerat ved et uheld og dør. Kammeraten havde fundet sin mors pistol og havde ikke forstand på våben. Der er også soldaten, som efter hjemsendelsen ikke kan finde sig til rette i samfundet, ingen hjælp får og nu lever på gaden. Og unge der vokser op i så belastede kvarterer, at bandemedlemsskab og kriminalitet er den eneste udvej for at overleve.

Bogen er udsprunget af Steffen Hous ide om at skildre den amerikanske drøm i forbindelse med præsidentvalget den 8. november 2016, hvor særligt præsidentkandidaten Donald Trump taler om, at vindermentaliteten skal tilbage som et karaktertræk hos de amerikanske borgere. Steffen Hou spørger, om USA består af vindere, eller om virkeligheden er mere broget, når man går lidt i dybden.

Der er ingen tvivl om, at hans svar er, at virkeligheden er meget mere broget. Gennem de mange skæbner viser der sig et samfund, der i den grad er præget af ’dem-mod-os’: bande vs bande, rig vs fattig, rask vs mental syg, illegal immigrant vs legal statsborger, race vs race osv. Det er et samfund præget af enorme forskelle, som forfatteren også gør rede for i tal, som fx at 20 pct. af USA’s rigeste familier ejer næsten 90 pct. af landets samlede formue.

USA er landet, hvor man risikerer at ende på gaden lænset for alt, fordi man skal opereres og ikke har tegnet en sygeforsikring, som i tilfældet med Jerry. Han blev kørt ned på cykel og lever i dag på gaden. Så, jo, det er et broget samfund Steffen Hou får skildret, hvor man ikke skal ønske sig at havne på bunden. Men jeg savner nogle betragtninger over, hvordan man kan komme videre. Hvad kan svaret være på alle disse cases? Er der nogle erfaringer fra USA, som vi kan bruge i Danmark? Selvfølgelig er der ikke et endegyldigt svar på de enorme problematikker, Steffen Hou skildrer, men en afsluttende diskussion fra ham ud fra den kæmpe viden han har, ville havde været interessant.

Steffen Hou har i den grad sine kilder i orden, tal fra undersøgelser og cases underbygger hinanden og bagerst i bogen gør han rede for, hvordan han har fået de enkelte interviews i stand og om den enkelte er anonymiseret. Der er ingen tvivl om, at han kender USA godt og han har også foretaget 25 rejser til landet og sammenlagt tilbragt et par år i landet. Derfor er hans bog også meget troværdig, dokumenteret og så absolut meget interessant læsning.

Steffen Hou, Drømmenes deroute – Skæbnefortællinger fra den amerikanske virkelighed, Trykværket, 368 sider, oktober 2015

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.