”Den første sten” har været fem år undervejs, og den bygger på førstehånds kendskab til Afghanistan, landets dramatiske historie og krigen, som Danmark har været involveret i gennem flere år. Carsten Jensen har besøgt Afghanistan fire gange i perioden 1988-2013. Han har rejst med soldater, talt med indfødte og interviewet højtstående militærpersoner. Og så har han studeret og læst. Bogen er fiktion, men den bygger således på indgående research og omfattende viden. Det er egentlig frygtelig trist, for det er i bund og grund en sørgelig historie, der rulles ud for læseren.

En deling soldater er efter otte måneders hård træning nu i Helmand-provisen, hvor de leder efter fjenden under den bagende ørkensol. Det er slidsomt og kedeligt arbejde, og uroen ulmer. De er jo kommet for at slås, for at gøre noget godt for lokalbefolkningen. Deres øverstkommanderende er en pragmatiker med politisk baggrund, og han er overbevist om, at han kan forhandle og indgå alliancer med lokale magthavere. Så skulle der være ro på bagsmækken.

Men det viser sig hurtigt, at alliancerne er skrøbelige, og det går helt galt for delingen, da de lokkes i baghold. Skurken er deres egen delingsfører, Schrøder, som muligvis er konverteret til Islam og gået over til fjenden. Bagholdsangrebet udløser et frådende raseri blandt de overlevende, der kasserer alle regler og veludrustet forlader lejren. De har kun et mål for øje: blodig hævn over forræderen Schrøder.

Deres jagt bringer dem rundt i det krigshærgede Afghanistan, og her folder forfatteren sin viden og store indlevelsesevne ud. Det er en grum beskrivelse af, hvordan krigen dehumaniserer mennesker, både soldater og indbyggerne i landet. Alle krige hærger og rammer børn, kvinder og mænd, og her er krigen skildret som ét kaos, blodig og lemlæstende. Dronerne hænger og lurer med deres dødelige last. Taliban gemmer sig bag civile. Under jorden lurer miner og bomber. Soldater agerer, som var de med i et computerspil, hvor det gælder om at pløkke flest mulig, før man selv bliver lagt i graven. Og de civile er som altid de første ofre. Alle lever udsat, og må gang på gang konfrontere sig selv med, at dagen i dag meget vel kan være den sidste.

Der er mange stærke skildringer, især af den groteske voldsudøvelse, og forfatteren lægger ikke fingrene i mellem. Nogle moralske dilemmaer er oppe at vende, men de bliver overhalet af virkeligheden. Carsten Jensen har skrevet en stor antikrigsroman, der bringer læseren meget tæt på krigens gru og dilemmaer.

Carsten Jensen: Den første sten, Gyldendal, 612 sider, 2015.