En frysende våd vejbane er et farligt sted at opholde sig. Man skvatter, slår sig, og hvis det skulle lykkes én at komme op igen og videre, ja så er risikoen for at skvatte endnu en gang rimelig stor. Sådan er det for hovedpersonen Jesper i Jan Sonnergaards nye roman.

Jesper har bestemt ikke meget at holde fast i. Han er halvvejs mod de hundrede år, har en bachelorgrad, ingen kæreste, kone eller børn og en fortid i postvæsenet. Fortid, fordi han lige er blevet fyret. Der er kort sagt ikke meget at se frem til, så han kigger tilbage. Til firserne. Til den gang alt var meget bedre. Dengang hvor København ikke var blevet smadret af Metrobyggeri og gentrificering. Da man stadig kunne tage en smøg sammen med sin bajer på værtshuset. Dengang digterne dansede på bordene på Cafe Sommersko. Der var anarki, venskaber, kærlighed, pladeforretninger med bizar musik. Nu er intet af det tilbage. Selv vennerne falder fra. Som Henrik, der begraves ved bogens start.

Og måske er den bedste løsning at gå samme vej som Henrik: ”Sige pænt tak for i aften og forlade showet, det var måske det man skulle gøre nu, i tide. Tage en ordentlig dosis ketamin eller finde et fint, skarpt barberblad og åbne venerne.” Sådan filosoferer Jesper over rigelige mængder øl og stærk spiritus. Lige indtil en dag, hvor han er til fest hos den fattigfine og snobbede lektor fra Københavns Universitet. Festen er en ædende ond og skøn satire over det humanistiske universitetsmiljø, og gæsterne rabler visdomsord af sig: ”Det er en fascinerende pointe. En materialistisk kausalitet der først bliver teoretisk fungibel i en teologisk optik – eller er det omvendt?”, som en af dem siger.

I hjørnet af festen står den mystiske Julia, og hun bliver et vendepunkt for Jesper. En hæsblæsende forelskelse hiver ham op af hængedyndet. Sammen udforsker parret København, finder perlerne frem fra Henriks store pladesamling med al den rigtige firsermusik, og deres rejse fortsætter til underskønne europæiske byer og luksushoteller. Jesper er tilsyneladende med på Julias ”forretningsrejse”, men der er ugler i mosen. Julia er en rigtig femme fatale, og Jesper vender alene tilbage til København. Han er skvattet igen, forarmet og har slået sig noget så forfærdeligt på kærligheden. Men en plan tager form, og den har kun ét mål – hævn!

Frysende våde vejbaner er en sort, sort bog om ensomhed, om at være i opposition til den herskende dagsorden og tidsånd, om at have levet sit liv for længe siden og om at blive indhentet af de valg, man træffer. Men der er sprækker i det sorte. Der er tiltro til venskab, og der er passager med ømhed, som klæder fortællingen umådelig godt. Så Sonnergaard er tilbage i en stil og med temaer, der har tråde ud til hele hans efterhånden omfattende forfatterskab.

Jan Sonnergaard: Frysende våde vejbaner, Gyldendal, 384 sider, oktober 2015.