// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bi Feiyu: Tre søstre
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Bi Feiyu: Tre søstre

Skrevet af den 19. oktober 2015 – 07:21Ingen kommentarer

I Tre søstre tager forfatteren Bi Feiyu os med til det kommunistiske Kina, hvor vi følger tre søstre ud af en søskendeflok på otte. Tiden er 1960’erne til 1980’erne i en lille landsby og det er ikke nemt at være hverken pige eller kvinde i Kina på den tid.

Historien starter med Yumi, som er den ældste i søskendeflokken, der består af syv piger og en enkelt dreng, den yngste. Hun passer ham og resten af familien, mens hun venter på, hvem hun mon skal giftes med. Moren har trukket sig helt ud af familielivet, nu hvor det endelig er lykkedes hende at føde en søn. Faren har levet godt som den lokale partisekretær, men han bliver degraderet, og ender alkoholiseret. Dette gør, at Yumis gryende romance med en pilot ender med ingenting. Alligevel bliver hun gift godt, dvs. til en vis magt og flytter ud af landsbyen.

Nogle år senere følger vi Yuxiu, som sammen med en anden søster kommer ud for en forfærdelig oplevelse, som kommer til at præge hendes fremtidige liv. Hun ender med at flytte ind hos sin søster Yumi, hvor hun forsøger at skabe sig et liv og finde en plads.

Den sidste søster Yuyang følger vi ti år efter at vi forlader Yuxiu. Yuyang går ikke efter ægteskabet, men efter en god uddannelse. Men som sine to søstre undgår hun heller ikke overgreb fra mænd og deres magt.

Tre søstre giver et godt indblik i kvinders vilkår i Kina, og hvordan mænds magt påvirker kvindelivet. Bi Feiyu tegner et troværdigt og empatisk portræt af tre kvindeskæbner og livet i Kina. Det er hans første bog på dansk og jeg håber, at hans andre bøger også bliver oversat til dansk.

Bi Feiyu, Tre Søstre, Turbine Forlaget, 417 sider, dansk udgave oktober 2015, oversat af Sine Norsahl

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.