En weekend i Paris med sin kæreste ender for den 26-årige engelske pige, Nell, som en alene-tur indeholdende en overnatning på et alt for lille hotelværelse med en amerikansk kvinde og en hæsblæsende tur på knallert gennem de parisiske gader med armene omkring en ukendt fransk tjener.

Romantisk historie, der bare ikke går helt, som hovedpersonen Nell havde forestillet sig, da hun står på perronen i England og bliver brændt af i sidste øjeblik af sin kæreste. Endnu større er (måske?) overraskelsen, da han dukker op på hotellet, da Nell har været af sted alene i et døgn og endelig har glemt at være vred.

Nell er altid blevet karakteriseret som en snusfornuftig forsigtig pige, men det får hun i den grad ændret på i løbet af sit første besøg i Paris. Turen bliver enden på hendes behov for kontrol og uendelige lister over fordele og ulemper ved praktisk taget alt. I stedet lærer hun at tage chancer og leve livet.

Jojo Moyes formår på 116 små pocket-bogsider at få skabt et genkendeligt portræt af kvinden Nelle og hendes tydeligt uinteresserede kæreste, og selvom det ikke er højtragende litteratur, får man sympati med Nell og håber det bedste for hende. Samtidig lærer vi den franske forfatter Fabien at kende og hans kvaler, og han er også sympatisk. Slutningen er ikke overraskende, men det gør ikke noget. Dette er rendyrket romantisk sød-suppe underholdning i Danielle Steel-stil.

Fin bog, som ikke nødvendigvis lagrer sig i hukommelsen. Det gør til gengæld flere af Jojo Moyes’ andre bøger.

Alene i Paris, Jojo Moyes, Cicero, udgivelse 8. oktober 2015, 116 sider, oversat af Marianne Linneberg Rasmussen