// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Flensburg og Michael Olsen: Kammerater
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Politisk biografi

Thomas Flensburg og Michael Olsen: Kammerater

Skrevet af den 15. juni 2008 – 22:46Ingen kommentarer

Thomas Flensburg og Michael Olsen: Kammerater

Boghandlernes hylder bugner af letbenede ca. 200 siders biografier af snart sagt gud og hver mand i disse år. Biografier som ofte ikke bringer særlig meget nyt for dagen – andet end lidt penge på bankbogen til forfatterne.

Når den portrætterede i dette tilfælde er LO’s netop afgåede formand Hans Jensen, skulle man tro at der skulle være masser af gods i bogen “Kammerater” med undertitlen “Hans Jensens tid i spidsen for en kriseramt fagbevægelse”. Men nej. De 213 sider er let læst eller rettere sagt skimmet. For bortset fra enkelte øjenvidneberetninger fra eksempelvis det første møde mellem Nyrup og LO-toppen efter efterlønsindgrebet i 1998, så er det mest overfladiske floskelfyldte selvfølgeligheder, som de to forfattere, Thomas Flensburg og Michael Olsen, disker op med.

Og lidt overraskende så er det kombinationen af personbiografien og beskrivelse af organisationen, der får bogen til at fremstå overfladisk. For det er især afsnittene om LO og fagbevægelsen, som primært indeholder de fortærskede klicheer om en bevægelse i krise og så videre.

Personhistorien om Hans Jensen selv er til gengæld ganske spændende. Arbejdersønnen fra fattige kår i Odense, der stiger op til at blive en magtfuld fagforeningsboss med en årsløn på over 1,5 mio. kroner, men som holder fast i en række principper om eksempelvis at ville betale for sine egne teaterbilletter og aldrig deltage i bal i kongehuset.

Men den historie fylder kun ca. 1/3 af bogen, og det er tydeligt at forfatterne har brugt tiden på at researche i LO’s udvikling gennem især de seneste 10 år – et arbejde som sikkert ikke har været alt for svært, da de to journalister sikkert på lange stræk har taget udgangspunkt i deres egne skriverier. Inden jeg gik i gang med bogen, virkede kombinationen genial. Men det er den ikke. For den gode historie er blevet skubbet i baggrunden af den dårlige.

Sideløbende med denne bog er jeg ved at læse en anden biografi, som jeg vender tilbage med en anmeldelse af. I det lys er det tydeligt at de to forfattere i dette tilfælde kun har foretaget en overfladisk research af Hans Jensens liv og levned. Ærgerligt, for hvis man havde satset hele butikken på det aspekt og fokuseret på manden, havde man sikkert kunne frembringe en ganske gedigen og læsværdig bog.

Hvis man interesserer sig meget for forholdet mellem LO og Socialdemokratiet bør “Kammerater” være pligtlæsning, men for os andre bør den kun være noget man læser, fordi man bare ikke kan få nok af biografier, der kredser om dansk politik.

Thomas Flensburg og Michael Olsen: Kammerater. Politikens Forlag, 2007. 213 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.