“I den sidste regn” møder vi en ung mand på vej hjem til sin fødeby i Kerala i Sydindien. Et kryptisk brev fra hans mor har fået ham til at vende hjem, og undervejs bombarderes han af minder.

Det er regntid og årtiers værste regnskyl forventes i monsunens sidste uge at tage både huse og menneskeliv med sig i sin ødelæggelse. Selvom morens brev er grunden til at han er der, står det hurtigt klart, at han også er der for at optrevle familiehemmelighederne og for at finde ud af, hvorfor hans far aldrig var der, da han voksede op.

Vi følger fortælleren i nutiden, hvor han genoplever den lille landsby, mennesker, naturen, men vi følger ham også i en række flashbacks tilbage til barndommen. Vi er med på sidelinjen, da han bliver født og vi er med når han vokser op uden en far, men med en mor og en farmor, der elsker ham overalt på jorden.

Særligt vigtig i historien er netop farmoren. Hun er landsbyens vise kvinde, der med råd og naturmedicin helbreder og leder sine medmennesker. Og hun fungerer ikke bare som lærer for sine elever i bogen, men også som lærer for læseren. Gennem hende får vi fortalt historier om hinduisme, ayurveda og østlig filosofi. Nogle steder er passagerne dog så lange, at de bremser mere end fremmer historien. Og selvom det er spændende, kan det også godt forekomme lidt tungt og nogle steder en smule forceret. Ordlisten bag i bogen er under alle omstændigheder uundværlig, for der er mange udtryk at holde styr på.

Noget af det bedste i bogen er faktisk sproget, der er rigt, smukt og meget visuelt. Beskrivelserne af menneskene og den indiske natur er som at være der selv

Bogen handler om at vende hjem, den handler om de hemmeligheder, der er i familier og hvor ødelæggende de kan være. Men den handler også om kærlighed og tilgivelse. Om at blive væk og om hvordan man finder sig selv igen.

Janesh Vaidya, I den sidste regn, Turbine Forlaget, september 2015, 340 sider.