George Byron Gordon ville meget mere med sit liv end at være digter. Han ville ud og være en del af verden og – hvis det var muligt – være med til at forandre den. Det er i sig selv nok til, at historien om Lord Byron er fascinerende.

Der er skrevet et utal af biografier om den store digter, og Grethe Rostbøll, tidligere kulturminister og forfatter til en lang række spændende værker, nævner set de vigtigste af Leslie Marchand, Jerome J. McGann og Alice Levines. Som Grethe Rostbøll selv, har disse tre forfattere baseret deres biografier på store mængder af tekster, dagbøger og samtaler.

I nyere biografier diskuterer man tabuforestillinger omkring eksempelvis Lord Byrons seksuelle orientering eller billeder og tekster fundet senere i historien. Grethe Rostbøll diskuterer ikke. Hun skemalægger, rapporterer og forklarer. Og det gør hun godt – naturligvis godt støttet af fortællingen om en af historiens mest spændende personligheder.

I kystbyen Messolonghi i Grækenland finder vi i dag et nyindrettet museum om Lord Byron, og kender du ikke hans historie, kan den oplysning jo være nok til få de fleste til at undre sig. Hvorfor her? I Grækenland? Faktum er, at det var i Messolonghi, at Lord Byron som blot 36-årig mistede livet – og han gjorde det i kamp for Grækenlands frihed.

Men hvad er det, der gør Lord Byron så aktuel? Hvor er den samtidige fascination? Med tanke på, at han døde tilbage i 1824, så skal vi lidt ind bag masken for at finde de frø, hvorfra vores beundring og heltedyrkelse kan spirre. Grethe Rostbøll tager os med derind. Og hun gør det, samtidig med at hun sætter et dansk stempel på fortællingen ved eksempelvis at fokusere på Byrons venskab med den danske arkitekt P.O. Brøndsted. Det er med til at få denne biografi til at skille sig ud fra mange af de øvrige, der er lavet om digteren.

Rent oplevelsesmæssigt er der lidt langt mellem de sproglige snaps, og til tider er brugen af engelsk lidt for letvunden, som da Byron en morgen vågner op ’to find himself famous’. Ja, det er et skønt udtryk, og Rostbøll har tydeligvis den begejstring for det engelske sprog, der har været med til overhovedet at pirre interessen for Lord Byron. Men udtrykket, som hun med sikkerhed har fanget i sin meget omfattende research-proces, kan altså sagtens siges på dansk. Og hvis du gerne vil beholde udtrykket, så krediter da i det mindste kilden til det.

Det er de små, snu observationer om Byrons forfatterskab, der er bogens store styrke – især fordi de ikke er samlet i en endelig konklusion men i stedet lifligt er fordelt med blid hånd ud over hele gennemgangen af hans liv. Det kan jeg godt lide.

Byron var sprængfyldt med passion, trang til at opleve og holdninger til det, han så, hørte og mærkede. Til forskellige publikationer på forskellige tidspunkter valgte han derfor en række forskellige stilarter, der gav ham størst mulig frihed til at udtrykke det, han ville, uden at han kompromitterede sine muligheder for offentlig kommentering. Byron var brilliant. Og det fanger Grethe Rostbøll helt perfekt.

Grethe F. Rostbøll, Lord Byron – en europæisk frihedshelt, Lindhardt og Ringhof, September 2015, 199 sider.