Fire venner bevæger sig ud i det islandske højland. De er i bil, men mister overblikket, for de glemmer at holde øje med de pæle, der angiver grusvejen. I den tætte tåge kører de frontalt ind i et hus, og så er Fanden løs.

Intet net til mobiltelefoner eller gps, kulde og mørke. De bevæger sig af sted og finder et øde, mystisk hus, beboet af et par gamle særlinge. Det er et hus og et landskab med mange hemmeligheder, og de fire venner kan ikke komme derfra. Herfra slår venskabet revner efterhånden som desperationen indfinder sig. Der er godt med alkohol, og det letter heller ikke samarbejdet om at finde vej tilbage. Deres ophold i højlandet udvikler sig til det rene mareridt med tortur og mishandlinger, traumer, der bryder gennem overfladen og gotisk mystisk.

Bragi kan virkelig skrive, så det isner én ned af ryggen, og samtidig formår han at give hovedpersonerne liv og psykologisk dybde. Alle fire har voldsomme rutsjeture i deres liv, så vel sexafhængighed, styrtende rigdom som narkomisbrug. Da de forsøger at finde vej tilbage finder de en mystisk lejr, hvor der tilsyneladende er sket og stadig sker meget onde ting.

Som sagt særdeles velskrevet, men man skal være parat til at acceptere, at Bragi forlader den realisme, som har præget starten af bogen. Sidste tredjedel er nærmest lange drømmeagtige sekvenser, og det er svært at finde hoved og hale i fortællingen. Der gives kun få svar på de forfærdelige ting, der overgår flere af hovedpersonerne, og kan man leve med det, venter der én en fin oplevelse fra de islandske fjelde.

Højlandet, Steinar Bragi, Gyldendal, Oversættelse: Rolf Stavnem, 267 sider, 2015.