I 2006 udkom Carsten Jensens store roman om Marstal: Vi, de druknede. Nu er Carsten Jensen så tilbage på havet og i Ærøskøbing med en ny roman, der af forlaget ganske smart har fået næsten samme omslag, som Vi, de druknede. Undervejs møder vi da også en række af karaktererne fra Vi, de druknede, men fokus er ikke på en by, men på en enkelt person: Maleren Carl Rasmussen og hans liv.

Carl Ramussen er en virkelig person og de historiske rammer i Ærøskøbing og på rejsen til Grønland er nogenlunde korrekte, men – som Carsten Jensen skriver i takke-afsnittet til slut – Hans tanker, indre konflikter og personlige dilemmaer står for min regning.

Romanens ramme er Carl Rasmussen sidste rejse til Grønland og retur, inden han enten falder og hopper over bord, undervejs springer vi tilbage i tid og følger hans opvækst i Ærøskøbing, uddannelse på Kunstakademiet i København og virke. Rasmussen forelsker sig i sin kusine Henrietta og de bliver forlovet, men hun dør mens han er på sin første rejse til Grønland. Hjemkommet til København gifter han sig i stedet med Henriettas søster Anna Egedia og Carl bliver en populær maler og parret med de i alt 8 børn flytter tilbage til Ærø.

Som læser følger vi med ind i Carls tanker om ikke at komme til at slå eller elske. Det er i beskrivelserne af disse tanker, at romanen virker stærkest. På denne sidste rejse gør han op med sit liv, havn for havn, etape for etape, som det hedder et sted. Carl har sin teknik, men mangler sin inspiration.

Carsten Jensen skal have tak for at hente en glemt maler frem i lyset, men romanen er blevet for lang og virker på mig mere som et tillæg til Vi, de drunkede end som en selvstændig roman.

Carsten Jensen: Sidste rejse. Gyldendal 2007.