Simone van der Vlugt: Hvor intet kan røre dig
Jeg føler, at jeg lige har set en film snarere end at have læst en bog. En rigtig ubehagelig film, hvor jeg på tidspunkter måtte holde mig for øjnene, fordi det blev for meget. Så billedlig er denne spændingsroman og så dygtig er forfatteren til at vække følelser hos læseren. Jeg måtte decideret springe et helt kapitel over, fordi jeg fornemmede, hvad der skulle til at ske. Og det kunne jeg ikke holde ud.
Se det her for dig: Lisa står i sin have og hænger vasketøj op. Indenfor sidder hendes femårige datter og ser fjernsyn. Pludselig dukker en fremmed mand op, og han tager Lisa og datteren som gidsler i deres eget hjem. Han er undsluppet fra en psykiatrisk afdeling, anklaget for mord på sin kone og sine børn.
Et ubegribeligt mareridt udspiller sig herefter over 200 sider. På et tidspunkt dukker et spinkelt håb op, da en kvinde, der er kørt forkert og kommer for at spørge om vej, ser ind af vinduet og bliver vidne til, hvad der foregår. De to kvinder får øjenkontakt, uden at gidseltageren opdager det, og Lisa udholder den forfærdelige situation i håbet om, at hjælpen er på vej. Hvad hun ikke ved er, at kvinden kører galt i sin bil på vej efter hjælp, og der er derfor ingen på vej.
Det er simpelthen så modbydelig en historie, enhvert menneskes og ikke mindst mors værste mareridt. Den er meget effektivt skrevet, og føj hvor gør det ondt. Jeg læste bogen i to mundfulde, på én dag. En god blanding af ikke at kunne lægge den fra mig og bare at ville have det til at få en ende.
Simone van der Vlugt, Hvor intet kan røre dig, Forlaget Punktum, april 2015, 245 sider.