”Entusiasmens sidste dinosaur”. Sådan beskriver journalisten Kurt Thyboe sig selv i sin knap 470 sider lange biografi med titlen ”Kurt. Storyteller”, der er spækket med citater fra Humphrey Bogart, Frank Sinatra og store ”fightere” og ”champs”, som boksere konsekvent kaldes i den bokseglade Thyboes verden. En verden hvor engelske ord og fraser strøs ud over teksten med let hånd. Så som ”It’s ramadamadingdong time!”.

Hvis man allerede nu er ved at brække sig, så skal man IKKE give sig i kast med biografien. (Folk der gennem tiden har været ved at brække sig over Thyboes stil får i øvrigt i flere tilfælde et ”no regrets” med på vejen i bogen). Men hvis man godt kan lide røverhistorier fra dengang journalister sluttede arbejdsdagen i de tidlige morgentimer på værtshuse og stripbarer, dengang man hu-hej tog til New York for at se boksning i ”The Garden” på enkeltbilletter og uden chefens accept og dengang rapport var landets næstmest læste ugeblad med et oplag på 220.000 eksemplarer og hr. Thyboe ved roret (naturligvis) som chefredaktør, så skal man ikke snyde sig selv for ”Kurt. Storyteller”.

Personligt var mit forhåndskendskab til gavflaben Thyboe begrænset. Jo, jeg vidste at han eksisterede og at han var en farverig personlighed, der blandt andet kommenterede boksning med et væld af sprogblomster. Men boksetransmissioner har aldrig stået særlig højt på min tv-sportsagenda. Ikke et bevidst fravalg, som med eksempelvis kvindehåndbold, men snarere udtryk for et tilvalg af banecykling og landevejscykling frem for alt andet.

En Thyboe-optræden i DR2-programmet ”Den 11. time” gav mig dog blod på tanden til at nærstudere den stortalende mand, hvis karriere primært har roteret omkring sportsjournalistikken, dog med 10 år som rapports første chefredaktør.

Thyboe er en mand af mange ord. Rigtig mange ord. En mand med et meget malerisk sprogunivers, og hans biografi er derfor ikke overraskende på knap 500 sider. For hver af de mange store ”fights” som manden har oplevet i sit liv bliver beskrevet detaljeret runde for runde. Og følelser i forbindelse med hans søns alt for tidlige død, hans fyringer fra eksempelvis rapport og TV3 og andre af livets store nedture (og opture) beskrives grundigt og med en ordbuffét der er LO-højskolen værdig. Jeg tænkte flere gange undervejs på om en forlagsredaktør måske med held kunne have barberet 100 – 200 sider af og gjort bogen skarpere, men kom frem til at det ville have været synd. For bogen som den er, giver et godt billede af personen Thyboe – en mand med et svulstigt og omfangsrigt ordrepertoire.

Hvis man som undertegnede godt kan lide den slags, så er ”Kurt. Storyteller” en lækkerbisken, der dog ikke helt når Jørgen Leth’ske højder – selvom bogen dog også er krydret med beskrivelser af kvindebekendtskaber 🙂 Thyboe skal have stor ros for ikke kun at have malet et rosenrødt billede af sit liv og for ikke kun at nævne de negative ting sporadisk, som jeg synes de middelmådige biografi-skrivere nogen gange har en tendens til. Nej, her får vi det råt for usødet, og Thyboe gengiver ofte ordret de spande lort som hans argeste kritikere har hældt i hovedet på ham gennem årene. De får så dog selv enten en skriftlig ”fuck-finger” eller et ”no regrets” tilbage 🙂

Undervejs i læsningen kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor langt ”Kurt. Storyteller” lå fra biografierne fra flere andre journalister fra cirka samme generation. Jørgen Leths ”Det uperfekte menneske” er den der kommer tættest på, da begge de herrer er mænd der har levet livet med sprut og damer – og ikke mindst sportsjournalistik. Således har Thyboe og Leth en glødende passion for individualistsportsgrenene boksning og cykling. Herbert Pundiks fantastiske to-bindsværk (nameldt her på bogblogger.dk naturligvis) er i en helt anden liga, da Thyboe trods alt ikke har været i krig for en jødisk stat(!). Jan Stage og Ib Rehne’s biografier er også gode eksempler på beskrivelser af journalistlivet dengang man stod i mesterlære, hvor redakøren altid havde ret og hvor udlandsjournalisterne rapporterede hjem fra lande som Rhodesia.

Kurt Thyboe: Kurt. Storyteller. Borgen, 2007. 462 sider.