Carys Bray har skrevet en helt fantastisk, meget smuk og empatisk roman om noget helt forfærdeligt: det at miste et barn. Samtidigt formår hun at inddrage en humoristisk del også, så man går fra at sidde med en klump i halsen til at grine lidt og tilbage til tårerne igen.

Issy Bradley er en pige på fire år, og yngste medlem i en mormonfamilie, der består af moren Claire, faren Ian og hendes søskende Jacob, Al og Zippy. Issy får meningitis på den dag, hvor Jacob skal holde fødselsdag og i al travlheden, kommer hun til at ligge alene i de timer, festen varer. Da Claire kommer ind for at se til hende efter festen, er Issy så sløj, at hverken hospitalets medicinske behandling eller Ians bønner til mormonernes himmelske Fader hjælper. Issy dør.

De forskellige medlemmer i familien reagerer på Issys død på hver deres måde og har hver deres måde at håndtere den store sorg på. Claire trækker sig helt tilbage fra livet, Ian kaster sig over arbejdet og troen, Jacob forsøger at skabe et mirakel, der kan få Issy tilbage, Zippy forsøger at få hold på familien samtidigt med at hun er forelsket for første gang og Al vil gerne spille fodbold midt i savnet.

Der er mange scener, jeg kunne fremhæve. En af dem er den scene, hvor Ian i al hemmelighed erstatter familiens døde guldfisk (som Jacob har slået ihjel, fordi han forsøger at skabe mirakler) med en ny, og Jacob glædestrålende fortæller sin far den gode nyhed, at fisken er genopstået.

Med kærlig varme får Carys Bray også beskrevet livet i en mormonfamilie, med de traditioner og pligter der hører til og som hun selv er vokset op i, men nu har forladt. Selvom emnet er meget sørgeligt, så efterlader romanen følelsen af håb. Det er en dejlig roman.

Carys Bray, En sang for Issy Bradley, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 312 sider, dansk udgave maj 2015, oversat af Marie Kopp