Digteren og filmmanden Jørgen Leth er en flittig skribent med masser af ord i sin krop og en formidabel evne til at beskrive selv simple ting, som at spise en burger, med store ord og gøre handlingen til en dramatisk næsten eksistentiel ud af kroppen oplevelse.

Leths selvbiografi er derfor heller ikke noget, der bare kan overstås på 200-300 sider i ét værk. Nej, nærværende “Mine helte” er indtil videre fjerde bind i selvbiografi-serien “Det uperfekte menneske”.

Første bind, “Det uperfekte menneske”, kom i 2005 og tiltrak sig stor opmærksomhed. Ikke mindst takket være beskrivelser af hvad Jørgen Leth mente at have ret til at gøre med kokkens datter. Andet bind hed “Guldet på havets bund” og udkom i 2007 i nærmest ubemærkethed. I 2012 fulgte “Et hus er mere end en ting”, der havde jordskælvet på Haiti i 2010 som omdrejningspunkt. Jørgen Leth boede på netop Haiti og måtte se sit hus styrte i grus.

Fjerde bind handler om Jørgen Leth og nogle af de personer, som han har mødt gennem sit lange liv. De personer, som har gjort et særligt indtryk. Som han selv skriver i indledningen: “En helt, det er én, der står og lyser i nattemørket. En, der kan noget særligt, og som gør indtryk på mig. Som får mig til at forstå noget, der forekom kompliceret”.

Med 1937 som fødselsår, så har Jørgen Leth mødt rigtig mange personer i sit liv. Har man kun levet under halvt så længe som Leth, så har man sandsynligvis aldrig hørt om mange af de jazzmusikere, filmfolk og en enkel jugoslavisk performancekunstner, som Leth udråber som helte. Og selv om det er godt skrevet, så kan det være en lidt træg omgang at komme igennem de mange personer. Senere hen bliver det mere interessant, når Leth eksempelvis fortæller om optagelserne til sin film “66 Scener fra Amerika”, hvor popkunstneren Andy Warhol medvirker og spiser en burger. Helt fantastisk beskrivelse af en ellers simpel ting som at spise en burger:

“Han kiggede på den og spiste videre. Ikke glubsk, ganske forsigtigt. Hans blik flakkede ud til siderne. Han spiste, men egentlig langsomt. Jeg så hans tynde, lange hals og tænkte, det er frygteligt. Han er under tortur. Han er et offer. Han er en helgen, han er en Jesus. Det er et martyrium. Han spiser og kan næsten ikke holde det ud.”

Og sådan fortsætter det over flere sider. Næsten magisk og fortryllende beskrivelse.

Jørgen Leths 46 helte er dog ikke alle helte i den traditionelle positive forstand:

“En helt kan også være en skurk, en særlig slem person, som spreder ondskab om sig. Han lyser op på en mere dæmonisk måde.”

Vi kan derfor læse om den haitianske diktator Papa Doc og juntachefen Raoul Cédras. Lidt spøjst, men typisk Leth at bryde rammerne for det normale, have modet til at gøre det og slippe afsted med det.

Cykelsport og især de største legender gennem sportens historie har altid fascineret Jørgen Leth, der har lavet nogle af verdens bedste film om cykelsport. Han har desuden skrevet og talt meget om cykelsport gennem årene. Og det er af da også den del af hans metier, som undertegnede sværger mest til.

Flere cykelryttere er da også med på listen over helte. Lidt overraskende, så er der dog kun blevet plads til to. At det er Fausto Coppi og Luis Ocaña er dog ingen overraskelse. Coppi er mestrenes mester. Den største cykelrytter nogensinde overhovedet, som Jørgen Leth naturligvis har skrevet et digt om. Ocaña er sammen med ryttere som Bahamontes og Merckx i gruppen lige under og derfor er det helt naturligt, at Ocaña er med. Men man savner også mange af de andre store stjerner. Og det kunne være interessant og udfordrende, hvis Leth havde udråbt nogle af cykelsportens sorte får som Tom Simpson og Marco Pantani som sine helte. Ingen tvivl om at Leth havde været i stand til at gøre det troværdigt.

“Mine helte” er en fornøjelse at læse. Men man kan ikke undlade at tænke, at Jørgen Leth og Gyldendal måske malker koen lige hårdt nok ved at udgive en selvstændig bog om Jørgen Leths helte, i stedet for at koge det ned til omkring 20 helte og inkludere dem i en bog, der måske omhandlede Leths oplevelser de senere år. For de mange ukendte jazzmusikere og lignende samt gentagelserne af fortællingerne om de to gange Leth så Fausto Coppi, er med til at give indtryk af venstrehåndsarbejde, som forfatteren og forlaget ved vil sælge alene på grund af Jørgen Leths navn.

Det er dog ikke så slemt som i “Fra et sted til et andet”. Her tog Leth os med rundt til de steder i Frankrig, hvor Touren 2014 ville blive kørt. I sig selv lød det jo meget godt. Problemet var bare, at bogen først blev udgivet efter at løbet var kørt. Og at der i virkeligheden mest var tale om genudgivelse af tekster, som havde været bragt på TV2’s hjemmeside. Lidt for meget pengemalkemaskine over det projekt, synes jeg nok.

Jørgen Leths fjerde bind i “Det uperfekte menneske” er naturligvis pligtlæsning for os, der har Jørgen Leth som en af vores egne store helte. For alle andre er det et værk, som man kan læse eller lade være. Det er ikke et hovedværk i Leths forfatterskab, men alligevel en ganske gedigen tilføjelse til den lange liste af værker fra Leths hånd, som fylder det meste af en side forrest i bogen.

Jørgen Leth: Mine helte – Det uperfekte menneske /4. Gyldendal, 2015. 227 sider.