Det er oppe i tiden at løbe. Men dog ikke helt så fanatisk som romanens hovedperson, drengen Viktor Hugo, gør. Han løber konstant og opslidende langt, gerne hundredevis af kilometer på få dage. Lægerne prøver at forhindre ham i det, men det er en besættelse, en livsnødvendighed for ham. En dag er det gået galt, for han ligger livløs i en kløft, hvor en kvinde finder ham. Gradvist kommer han til sig selv, vågner op fra døden, blot for at finde ud af, at han er mistænkt for mord. Mystikken breder sig, da han hallucinerer, ofte om en kvinde, som er druknet.

Romanen tager fart, da han forlader sin familie og begiver sig ud på en rejse – han løber forstås – med hunden Gud. Sammen møder de en række besynderlige eksistenser, og nogle af dem hjælper ham med at se ind i ham selv, i hans sinds dunkle afkroge, hvor der måske gemmer sig en forklaring på hans hallucinationer om en mulig forbrydelse.

Viktor er ikke nem at blive klog på. Han er lidt gammelklog, interesserer sig ikke for det samme som jævnaldrende teenagers, og han har ondt i eksistensen. Så på sin vis er der noget velkendt i det Sabroeske univers med en ung mand, der er på nippet til voksenverdenen, og hverken hører til der eller i den velkendte barn- og ungdom. Tabet af uskylden lurer, den forbandede ungdom fra mesterværket Catcher in the Rye, spiller med her. Desværre lykkes projektet ikke rigtig for Sabroe. Der er velskrevne passager og film noir-agtige, slørede krimilignende sekvenser, men bogen bliver for lang. Der småsnakkes om det ene og det andet, og der er alt for meget med, som ikke har betydning for drivkraften bag bogens handling.

Drengen der løb med Gud, Morten Sabroe, Politikens Forlag, 323 sider