I et unavngivet land i en ukendt tid er der krig. Den 11 årige pige Billie er på sommerlejr på et afsidesliggende børnehjem. En dag kommer en flok soldater forbi og dræber beboerne på børnehjemmet. Billie får lov at leve. Soldaten vil skifte livet som soldat ud med livet som landmand. Han malker koen, samler æg i hønsehuset og vander planterne i drivhuset. Dagene går og soldaten og pigen vender sig efterhånden til hinanden.

En dag dukker en nonne op. Hun har gået langt og længe og beder om mad og drikke og får det. Til gengæld spiller hun guitar for dem. Nøgen. Og kysser med soldaten. Mærkeligt? Ja, det synes jeg. Der er flere af den slags sælsomme episoder i bogen, som jeg ikke forstår et muk af. Løbende dukker der nye besøgende op på børnehjemmet, men ikke alle kommer levende derfra.

I skarp kontrast til krigen og mordene står beskrivelserne af Rensdyrskoven, Evighedsdalen, Uendelighedssletten samt områdets beboere: dådyr, egern og spurve. Alene navnene på stederne skaber en stemning om eventyr. I det hele taget er hverdagen på børnehjemmet efter at soldaten er dukket op meget kontrastfyldt. Billie spørger om det er søndag i dag. “Nej tirsdag, sagde magthaveren og hævede maskingeværet da hun gik op ad trapperne. Da hun kom ned igen, sad han ved køkkenbordet med katten på skødet, røg en cigaret, skrev i en sort bog og gned sig over panden. Maskingeværet lå på den hæklede dug.”

Bogen har en meget fin forside. Jeg kan godt lide den lysegrønne farve og jeg kan godt lide kombinationen af de bløde buer med de skarpe streger. Jeg tror, det skal forestille en faldskærm. Soldaten er jo faldskærmssoldat.

Billie og Rafael er en speciel og særegen roman, til tider fin, til tider for mærkelig og til tider svær at forstå. Jeg tror, at man skal sætte pris på et lyrisk sprog for at synes om bogen.

Kristin Ómarsdóttir, Billie og Rafael, Forlaget Jensen & Dalgaard, 196 sider, Marts 2015, Oversat fra islandsk af Niels Rask Vendelbjerg.