Patrick Modiano modtog Nobelprisen i litteratur i 2014, og det har fået Lindhardt og Ringhof til at genudgive ”Askeblomster” fra 1992. Bogen har stærke og sansemættede beskrivelser fra Paris, men kommer alligevel ikke til at leve rigtigt. Dertil er den for indforstået.

Romanens jeg-person vandrer rundt i Paris og genoplever mange af de steder, hvor han boede eller som havde betydning for ham som ung studerende. Fortælleren er desuden draget af et ungt pars selvmord i 1933. Selvmordet skete efter en nat i Paris’ forlystelsesliv, og der er noget mystisk ved det. Læseren introduceres for flere personer, der kan have haft en finger med i spillet, men hverken fortælleren eller læseren bliver meget klogere på, hvad der skete.

Bogens jeg er en aldrende mand, og det er tydeligt, at han længes tilbage til ungdommen. Grundstemningen er melankolsk, og nogle af erindringerne fremstår som drømmeagtige og filmede sekvenser. Det gør det lidt svært at finde hoved og hale i den komprimerede og tætte fortælling. I nogle passager lyser Paris op for læseren, men når man ikke har indgående kendskab til de brede boulevarder og små gyder, farer man vild i de mange opremsninger. Og det trækker fra i den samlede vurdering.

Patrick Modiano, Askeblomster, Lindhardt & Ringhof, Oversat fra fransk af Frants Iver Gundelach, 140 sider