Lars Kepler, alias forfatterparret Alexander og Alexandra Ahndoril, sender endnu en effektiv gyser på gaden.

»Stalker« er femte bog i serien om den svensk-finske kriminalkommissær Joona Linna, og som i flere af parrets tidligere romaner, er der fokus på at give læseren sved på panden og måske lige frem nervøse trækninger. Der skal femkaldes angst, og virkemidlerne er kontante. Som eksempelvis når man over næsten 10 sider bliver holdt til ilden, og følger kvinden rundt i sit hus, mens hun pudrer næse, finder den helt rigtige kjole og laver the. Først er hun overvåget udefra af en person i skriggul regnfrakke. Som selvfølgelig fortsætter overvågningen inden for, før offeret hakkes til plukfisk med en køkkenkniv.

Den ukendte gerningsmand sender videooptagelser af kvinder til politiet, der kort efter kan finde kvinderne dræbt. Dolket og maltrakteret, så de næsten er uigenkendelige. Seriens hidtidige hovedperson, Linna, forsvandt i sidste roman, men trækkes ind i historien og samarbejder med sin afløser, den højgravide og pragmatiske Margot Silverman. Hun er lige fra første mord overbevist om, at en seriemorder er på spil, og det bringer psykologen Erik Maria Bark tilbage i serien efter at have været ude af de seneste fortællinger.

Stalker er godt skruet sammen og meget filmisk i sin gengivelse. Det er både godt og skidt. Godt, når de filmiske detaljer fremmaner mørke varehuse, hvor vandet driver ned af væggene, kæder rasler og et knivsblad glimter. Skidt, når scenegengivelserne bliver så detaljerede, at kedsomheden lurer lige om hjørnet. Nogle steder læsses der så meget på, at handlingen går helt i stå, og det er synd. For plottet og personkarakteristikkerne er fine, og det er en fundamentalt spændende historie. Det er først mod slutningen, at det bliver muligt at spore sig ind på, hvem stalkeren er, og hvem det er han/hun forfølger og ender med at stræbe efter livet.

Lars Kepler, Stalker, Gyldendal, 616 sider, November 2014, Oversat fra svensk af Jesper Klint Kistorp