Mange – især politikere – taler ofte om, at de vil gøre en forskel. Det er dog ikke alle, der gør så stor forskel som Malala Yousafzai.
I en tidlig alder stillede hun sig op og talte for pigers ret til skolegang og uddannelse. En rød klud i hovedet på Taliban, der tog magten i Swat-dalen i det nordlige Pakistan, hvor Malala boede. Efter gentagne trusler blev Malala den 9. oktober 2012, i en alder af kun 15 år, skudt på vej hjem fra skole. Hun overleverede mirakuløst og modtog for to uger siden, to år og én dag efter attentatet, Nobels Fredspris sammen med en indisk børneretsforkæmper.

Sidste år udgav Malala bogen “Jeg er Malala”. En bog, som man meget passende kunne få læst i anledning af Nobelprisen. For Malala har en fantastisk historie at fortælle. En historie, som kan fastholde den mest distræte og utålmodige. For pigen har så meget på hjerte. Historien er så livsbekræftende og medrivende.

Sproget har den der nøgterne form, som man finder hos unge mennesker, der endnu ikke har taget en videregående uddannelse og fået udvidet deres ordforråd og fået forfinet deres formuleringer. Og det er positivt. For det giver bogen en autencitet. Man får virkelig indtryk af, at det er Malala selv, der har skrevet det. Hvilket det formentlig også er.

Malala bor i dag i Birmingham i England sammen med sin familie. Efter attentatet blev hun fløjet til et hospital i Birmingham og derfor var det her, at familien slog sig ned. Hun er den yngste modtager af Nobels Fredspris nogensinde. Da hun fik prisen, var hun ikke i stand til at give en kommentar til de internationale medier lige med det samme. Hun skulle nemlig lige hjem fra skole.

Malala Yousafzai: Jeg er Malala. Politikens Forlag, 2013. 336 sider.