// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Mikael Bergstrand: Tåge over Darjeeling
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Mikael Bergstrand: Tåge over Darjeeling

Skrevet af den 31. juli 2014 – 07:19Ingen kommentarer

“Tåge over Darjeeling” fortsætter, hvor Mikael Bergstrand slap sin antihelt Göran Borg i romansuccesen “Delhis smukkeste hænder” fra 2012. Göran er efter Indiens-eventyret vendt tilbage til grå og triste Malmø, hvor hverken hans tidligere kone eller børnene har brug for ham. Fagligt står det også sløjt til, idet jobbet som tekstforfatter på et reklamebureau ikke skaber den store livsglæde.

Terapi synes ikke at være vejen frem, og vennekredsen skrumper ind i takt med Görans tiltagende apati. Det bliver atter Indien, som hiver Göran ud af midtvejskrisen, idet hans allerfortræffeligste og altid småpludrende ven Yogi skal giftes. Yogi er Görans diametrale modsætning. Den lille buttede inder elsker livet, er optimist uanset, hvor store udfordringerne måtte være, og alt tegner godt, da han nu har mødt sit livs kærlighed. Der bliver dog brug for at mobilisere al den optimisme, som Yogi rummer, da et sindrigt økonomisk bedrageri og en truende fallit spænder ben for brylluppet. Yogi og Göran lokkes til at købe en the-plantage i Darjeeling, men plantagen viser sig at være det rene fallitbo.

Bergstrand lader sine hovedpersoner gå grueligt meget igennem, før konturerne af en løsning begynder at vise sig. En særdeles teknik-kompetent chauffør, et ældre ægtepar og Yogis meget handlekraftige udkårne får skabt fundamentet for en rigtig happy-ending. Det bliver en skøn og underholdende fortælling med masser af lun humor, fantasifulde indslag og dejligt sansemættede beskrivelser fra Indien, hvor forfatteren boede i en periode sammen med sin familie.

Tåge over Darjeeling af Mikael Bergstrand, Modtryk, 377 sider, Juni 2014, Oversat af Lilian Kingo

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.