Göran Borg er 52 år, og livet er ved at gå i stå. Han er aldrig kommet sig over sin skilsmisse, arbejder som tekstforfatter men har mistet gnisten, og kiloene begynder så småt at tynge. Det eneste, der giver ham lidt livsglæde, er at følge det lokale Malmø-fodboldhold MMF. Og det gør han så tæt, at det er medvirkende til, at han bliver afskediget. Produktiviteten er bestemt ikke i top, når store dele af arbejdsdagen går med at følge diskussioner om favoritholdet på diverse blogs. Det er afsættet for Mikael Bergstrands dejligt lune fortælling ”Delhis smukkeste hænder”.

Heldigvis sker der noget for Göran, idet en af hans venner arrangerer charterrejser til Indien. Meget tøvende rejser vores hovedperson med, trist og modløs. Nu tager handlingen en gevaldig drejning. Syg af diarre og forladt af rejseselskabet samles Göran op af en ganske velhavende lokal tekstilhandler. Han introduceres til Delhi på den ”vidunderligste” måde – et tillægsord, som den nye ven holder umådeligt meget af. Sammen afsøger de markeder og seværdigheder, fester med jetsettet, og sådan finder de gradvist en ny kurs for Göran. Det er ikke alene mødet med den indiske kultur, der bringer livsmodet tilbage, snarere er det en gevaldig uventet forelskelse. Den mystiske indiske skønhed gengælder Görans kærlighed, selv om hun er gift med en stinkende rig og magtfuld forretningsmand. Hvordan klarer man den som journalist? Man kaster sig selvfølgelig ud i en god undersøgende journalistik, som må kunne grave noget skidt frem om forretningsmanden og stimulere en skilsmisse.

Delhis smukkeste hænder er en velskrevet og lun fortælling, og det er tydeligt, at Mikael Bergstrand både holder af sin hovedperson og Indien. Han har boet der nogle år sammen med sin familie og kender miljøerne godt. Bogen balancerer fint mellem det komiske og de mere alvorlige eksistentielle temaer, og den går fri af de værste klicheer om midaldrende mænd, kærlighed og livsduelige indere i med- og modgang.

Mikael Bergstrand, Delhis smukkeste hænder, Modtryk, 363 sider, Oversat af Lilian Kingo, 2012.