Jeg er ikke så stærk i egyptiske forfattere. Hvis jeg var blevet spurgt inden denne bog, tror jeg faktisk ikke, at jeg kunne nævne en eneste. Men det kan jeg nu – og hurra for det.

Yacoubians Hus er en roman, man slet ikke havde forventet. Vi er i Cairo i tiden omkring invasionen af Kuwait og den første Irakkrig, og her er rige og fattige, religiøse og verdslige – egyptisk hverdagsliv for fuld udblæsning.

Det hele samles omkring de mange mennesker, der bebor Yacoubians Hus – både de velhavende i lejlighederne og de fattige på taget. Det er menneskelig armod og forråelse. Og det er det lille håb om at mennesker kan mødes på tværs og på trods og alligevel finde hinanden.

Jeg har ingen som helst anelse om, hvor tæt på virkeligheden beskrivelserne af egypterne er (og jeg køber ikke den med, at fordi det har været en bestseller i Egypten, så må den være autentisk nok). Men jeg følte mig underholdt, oplyst og fik stof til eftertanke. al-Aswanys Egypten er ikke et land med stor sædelighed, megen moral eller et sundt politisk system.

Tværtimod.

Her er beskrivelserne af et land, der er ved at kollapse under korruption, inkompetence og mangel på basale menneskerettigheder. Her er undertrykkelse af fattige og kvinder, og en religiøs vækkelse, der er ved at køre af sporet.

Den kan klart anbefales – for historien om hvordan det gik Zaki Bey al-Dessouki, der kender til verden uden for Egypten, historien om talentfulde Taha, der ikke blev optaget i politiet, fordi hans far er portner og hans kæreste Busayna, der oplever hvor svært det er at være kysk når man ikke har nogen penge og familien skal forsørges. Og alle de andre – politikere, homoseksuelle og den anden kone…

Alaa al-Aswany: Yacoubians Hus. Hr. Ferdinand (kunne man virkelig ikke finde en oversætter, der kunne oversætte direkte fra arabisk???) 2002 (da. 2007) 266 sider.