Elijahs mor er for syg til at tage sig af ham, og efter 7 år med omfattende omsorgssvigt og vanrøgt, alt sammen udsprunget af kærlighed og religiøst vanvid, bliver Elijah fjernet fra sin mor. Han bor hos forskellige plejefamilier, men alle steder går det galt. Elijah er nemlig besat af en ond troldmand, og selvom han prøver alt hvad han kan at undertrykke troldmanden i maven, så ender han med at lave ulykker og gøre skade på menneskerne omkring ham.

Socialrådgiveren Ricardo, der er Elijahs eneste rigtige ven, finder en familie i London, der brændende ønsker sig at få et barn efter mange mislykkede forsøg på selv at blive forældre. Elijah flytter ind hos Nikki og Obi, og der opstår en samhørighed og kærlighed, og for første gang længe føler Elijah sig tryg og glad, selvom han savner sin mama. Det lykkes ham næsten at glemme troldmanden i maven. Obi kommer fra Nigeria lige som Elijahs mor, og derfor tror Elijah, at hans mama synes, det er okay, at han bor hos Obi og Nikki. Desuden har Nikki fregner, og det er englekys, så det kan ikke gå helt galt.

Netop denne slags søde, barnlige betragtninger og tanker fylder en del i bogen og det gør, at man som læser kommer rigtig tæt på Elijah. Og det gør ondt. Vi lærer også Elijah at kende gennem breve, som hans mor skriver til ham. Og det er via disse breve, at bogen meget præcist skildrer de enorme kulturforskelle, der er i verden, og hvor svært det kan være, når så forskellige verdner mødes. For selvom vi bliver vidner til nogle forfærdelige ting, så fatter man alligevel sympati for moderen. Hun gør intet af det af ondt hjerte, tværtimod er man ikke i tvivl om hendes store kærlighed til sin søn.

Bogen er desuden et stærkt eksempel på, hvor loyale børn er overfor deres forældre, uanset hvor ondt de gør dem, og hvor svært det kan være at rette op på et liv, der er startet så ondt.

Det er en meget rørende og velskrevet roman, men den er også meget hård og svær at ryste af sig bagefter.

Christie Watson, Elskede Elijah, Maj 2014, Cicero / Rosinante&Co, 332 sider.