Årene omkring 1900 står som et af de mørkeste kapitler i kolonihistorien i Centralafrika. Nogle historikere skønner, at mere end 90% af den oprindelige befolkning blev udryddet fra 1898-1930. Private selskaber opererede i lovløshed og plyndrede landene for alt af værdi. Værdier var der masser af, blandt andet gummi, mahogni, eksotiske dyr, elfenben og råstoffer. I ”Syv huse i Frankrig” er vi i Congo, som i starten af det 20. århundrede var under Belgisk formynderi.

Atxaga skildrer livet i en koloni ud til Congo-floden, hvor en lille gruppe europæere forsøger at få tiden til at gå og berige sig mest muligt, inden de kan vende hjem. De drømmer om civilisation og lyrik og cafeer, men er sunket ned i barbari. Der er masser af sprut og delikatesser på lager, og i urskoven lokker de mørke, skønne unge kvinder. Jomfruerne er i højeste kurs, da man undgår kønssygdomme, og pigerne bortføres og voldtages.

Enhver ulydighed blandt koloniens slaver straffes skånselsløst. Det bundrådne liv skildres uden egentlig forargelse, i en let satirisk og registrerende tone, der får personer og miljø til at fremstå endnu mere grotesk. Den herskende orden forstyrres, da en ung løjtnant ankommer. Han forkaster udskejelserne til fordel for en asketisk tilværelse i kolonien, og til stor fortrydelse for de andre er han en sand mesterskytte.

Der er kun få dramatiske hændelser, som driver fortællingen frem, men når det sker, er det overraskende og effektivt. Syv huse i Frankrig er et lavmælt mesterværk om et uhyggeligt kapitel i europæisk og afrikansk historie.

Bernado Atxaga, Syv huse i Frankrig, Forlaget Møller, 216 sider, Oversat fra spansk af Iben Hasselbalch.