Den berømte billedkunstner William Flemming skal udstille på Statens Museum for Kunst. Rygter om, at fotografierne af purunge thailandske kvinder bevæger sig på kanten af børneporno, får pressen til at spidse ører. Og det lykkes den unge journalist Rune Mathias Lütken at snige sig ind på museet klædt ud som rengøringspersonale, og han får taget nogle fotografier af billederne. Hans avis har et forspring, og Rune sendes fluks til Thailand for at opspore billedkunstneren. Her hvirvles han ind i et dramatisk spil om prostitution, narko og korruption i jagten på Flemming. Den fallerede freelancejournalist Robert Larsen, bosiddende i sexturismens centrum, Pattaya, er også på sporet. Men det er som om der altid kommer en øl og et blowjob i vejen for hans arbejdsindsats.

Når List er god, er han rigtig god. Han kan ramme en hårdtslående dokumentaristisk stil, og han bruger gerne sig selv. Det er der heldigvis mange eksempler på i ”Solen skinner aldrig på en go-go bar”. Det er således tillokkende at se Robert som Henrik Lists alter ego, og Rune som parodi på den unge fremadstræbende idealistiske reporter. I denne optik er Flemming-figuren nok inspireret af Jørgen Leth, og fortællingen har mange paralleller til den virak, som Leths ”Det erotiske menneske” udløste i efteråret 2010.

Men List er desværre ikke rigtig god hele vejen i gennem bogen. Den bliver sært overlæsset med alt for mange intime detaljer, der gentages igen og igen. Og fortællingen falder fra hinanden. Der etableres aldrig en forbindelse mellem de to handlingsspor, hvor man dels følger Rune og dels Robert. Bogens intriger løses ikke. Man får ikke svar på, hvad der er blevet af Flemming og sidder tilbage med et stort spørgsmålstegn mellem hænderne.

Henrik List Titel: Solen skinner aldrig på en go-go-bar, Lindhardt og Ringhof, 328 sider.