Den danske billedhugger Kirsten Justesen har i denne flotte kunstbog samlet værker, hvor hun arbejder med isen. Her taler vi altså ikke Hjemmeis med forskellig smag, men for eksempel det rå isbjerg. Justesen viser meget sofistikeret, hvordan isens metamorfosiske kvalitet kan vise tidens gang, smeltetiden. Som titlen hentyder, angiver kunsteneren også en bro til skriften og dens flertydighed, transformative og ambivalens mellem skrift, tale og forståelse.

Projektet Meltingtime har været ”a work in progress”, som er blevet til over lang tid og i samarbejde med mange forskellige kunstnere og institutioner. Bogen er en samling billeder af mange forskellige værker, blandt andet performances af Kirsten Justesen selv, i samarbejde med andre kunstnere og andre kunstneres performance. Der er også samlet nogle ekstremt flotte fotoværker fra blandt andet Grønland, hvor Justesen oprindeligt hentede sin inspiration til arbejdet med isen. Derudover er der præsenteret billeder af arbejdet med isen i forhold til forskellige objekter, Justesens is-kjoler, landskaber, udstillinger og som særlig omdrejningspunkt er kroppen en grundsten i Kirsten Justesens arbejde.

Kroppen (i særdeleshed hendes egen krop) har gennem Kirsten Justesens karriere haft en meget central rolle. Ikke som portræt eller udtryk for kunstnersubjektet Kirsten Justesen, men som et redskab. Hun bruger kroppen til at gøre beskueren bevidst om nogle af de ellers usynlige og normalierede grænser kroppen indeholder, og hun bruger kroppen som kontrast. I sit arbejde med isen og kroppen søger Kirsten Justesen at klarlægge og blotte nogle af de diskurser i samfundet som det moderne individ indordner sig efter. Der er en meget interessant naturlighed, som sættes i spil i kontrasten til både is og kroppen som metamorfose.

Det er bestemt en kunstbog, der er værd at sætte fingre, øjne, hjerne og hjerte i. Og hvis man ikke allerede kender Kirsten Justesen, er det ikke et øjeblik for tidligt. Hendes værker er for alle. Desuden arbejder hun en del med performance og mange af sine værker har et performativt perspektiv, som er ganske interessant, aktuel og som er en god indgangsvinkel til performance, også selvom man ikke er den store kender eller ynder af denne kunstart.

Der er mange problematiske dilemmaer ved kunst på bogform, især performancekunst. Det er da heller ikke alle billeder, der er lige klare eller ”smukke”, men hovedet på sømmet, det er netop ikke det denne kunstart kan eller vil. Den går, i Justesens tilfælde meget bogstaveligt, i kødet på sit materiale. Af den grund kan det også virke meget voldsomt, direkte, vanskeligt tilgængeligt både i fysisk og psykisk forstand. Her er det fine ved den slags kunst på bogform i midlertidig, at man kan fordybe sig så meget som, man selv orker og har lyst til og gense det igen og igen.

Kirsten Justesen, ICE SCRIPT Meltingtime #17, Gyldendal, 304 sider, 2013.