Hvad får en til at læse mere end 330 sider om en person, som man i virkeligheden finder stærkt usympatisk?

Jo, hvis personen er spændende og ikke mindst hvis bogen er godt skrevet. Og det må man sige at “Succes – Historien om Pia Kjærsgaard” er. Jeg kunne knap nok lægge den knap så kendte biografi om Pia Kjærsgaard fra 2003 fra mig. Grundig research, interviews med mange nøglepersoner fra Pia Kjærsgaards mere end 20 år i dansk politik og en god balancegang mellem en stærk kritisk og en stærkt ukritisk fremstilling af portrætpersonen (som man i mest ekstrem grad så det i Kurt Strands portrætbog om den tidligere Deadline-kollega Connie Hedegaard) giver alt i alt et fremragende værk.

Pia Kjærsgaard medvirker selv i bogen. En konstellation som oftest præger de meget ukritiske politikerbiografier herhjemme. Men her bevarer forfatterne den kritiske fremstilling og formår at få tingene til at gå op i en højere enhed, i det de også har fået nogle af de argeste Pia Kjærsgaard-kritikere fra tiden i Fremskridtspartiet i tale.

Bogen giver således et godt og nuanceret billede af en Danmarks mest magtfulde politikere (understreget af den Finanslovsaftale for 2008, som netop blev indgået i dag mellem Regeringen, Ny Alliance og DF). Der stilles både skarpt på den særdeles menneskesky og mistroiske Pia Kjærsgaard, der har meget få venner på Christiansborg, på overklassefruen fra Gentofte med en indtægt på over en million, som udgiver sig for at være de lavtlønnede og de svages ven, og på det kyniske magtmenneske, der udraderer ethvert partimedlem, der bare tænker på at tænke en selvstændig tanke.

Forfatternes styrke er at de ikke peger fingre af eksempelvis Pia Kjærsgaards menneskeskyhed eller partiets topstyring. De fortæller blot nøgternt om det, og forklarer baggrunden for hvorfor det forholder sig sådan. På samme måde lægges der heller ikke fingre imellem når Kjærsgaard-familiens anstrengte forhold fremlægges. Begge Pia og manden Henrik Thorups to børn hedder Thorup til efternavn, og især datteren Nan har gentagne gange bevidst gjort det modsatte af sin mor. Hun boede således gennem flere år på Nørrebro og har arbejdet i Center for Menneskerettigheder, som DF netop har arbejdet ihærdigt på at få lukket. For som hun i 1997 sagde til Berlingske Tidende: “…jo mere skade min mor gør i den ene retning, jo mere gavn må jeg gøre i den anden retning.”

Ingen af de to forfattere er garvede Christiansborg-journalister med mange år på bagen, men de formår alligevel at beskrive og fange det politiske spil på fornem vis. Ikke mindst beskrivelsen af Dansk Folkepartis sejrsgang og Socialdemokratiets krise i slutningen af 90’erne.

Hvis man er træt af svenske femikrimier (også dem skrevet af mænd) og godt kan rumme at læse om en politiker som man ikke deler synspunkter med, så er “Succes – Historien om Pia Kjærsgaard” et rigtig godt valg. Om det er den lidt platte titel, der gjorde at bogen ikke i sig selv blev den store succes da den udkom, skal jeg ikke kunne sige.

Nikolaj Sommer & Sune Aagaard: Succes – Historien om Pia Kjærsgaard, Lindhardt og Ringhof, 2003, 334 sider.