Der er ikke meget feel-good over denne indestængte og lavmælte fortælling om nogle sølle skæbner i en lille by i udkantssverige. Hverdagsliv og provinsmelankoli væves tæt sammen i fortællingen, hvis hovedpersoner er Anders og Anna.

Anders er tavs, har stort set aldrig sagt et ord, og han foretrækker at være alene. Han er lige sluppet ud af fængslet, hvor han har afsonet en straf for mord. Anna mistede sin mor som barn og voksede op med en svag dranker af en far. Hun bor stadig sammen med ham og er selv godt på vej ud i sumpen.

Anna og Anders har fremtiden bag sig, på trods af deres unge alder. Anna overraskes gang på gang over, hvor mange der ikke vil hende det særligt godt. Hendes krop og spiritussen i hjemmet kan de unge mænd bruge, men de kaster hende hurtigt bort, når rusen letter. Anders ved alt om knallerter, biler og motorer, men meget lidt om mennesker. Den eneste person, der kan åbne ham lidt op, har han slået ihjel.

Der er intet fordømmende i fortællingen eller analyse af sociale sammenhænge bag personernes deroute. Tonen er øm, og lidt undrende. Overraskende nok fatter man sympati for personerne. Det er en troværdig og stille historie, hvor slutningen måske udgør en lille bitte spire, et håb, i det tilfældige møde mellem Anna og Anders i lokaltoget. Det vil fortsættelsen, ”Kärleken gömmer minnet” vise i foråret 2014.

Englene af Ola Nilsson, Tiderne Skifter, 142 sider, Oversættelse Vibeke Eskesen, 2013.