Zombierne går til litteraturen i Peter Adolphsens nyeste bog År 9 efter Loopet. Men som altid er der en, der har overlevet. Denne gang er det et hamp-rygende flop af en Hollywood manuskriptforfatter, som hedder Mark! Om det er heldigt, at det lige er Mark, der har overlevet kan diskuteres!? Men hvad stiller man egentlig også op med en hjernedød verden, hvor alting kører i ring?

Scenen er sat i bedste Quentin Tarantino-stil – overdrevet. Loopet er det, Mark har døbt den store katastrofe, som er en form for lyd-tsunami, der har ramt hele verden. Nu er alt levende omdannet til det, Mark betegner som looppere – mennesker og dyr, der kører i ring og som hverken er levende eller døde. Det er ikke småproblemer Mark underholder læseren med.

“Hvad er looperne? Hvordan skete denne katastrofe? Og værst: Hvorfor har de alle sammen hans ansigt? Samtlige mennesker af hankøn har nu Marks eget forpulede fjæs; ikke kun dem med hans alder og hudfarve, men også alle andre: hans udseende eksisterer i utallige udgaver: drengebørn og indskrumpede oldinge, tykke og tynde, østasiater, afroamerikanere, latinoer, rødhårede; alle er de versioner af Mark.”

Som den eneste i verden må Mark overdøve ensomheden med at finde mad, skyde til måls efter looperne, onani og rusmidler. Længe leve antiheltene. Men hvad skulle man ellers lave, når man nu er den sidste levende på jorden? Men en dag flyver en helikopter forbi.

Det er en umådelig sjov bog, hvis man altså er til den overdrevne apokalyptiske stemning. Det er en kort tæt bog, som både er plotfikseret, for tænkt, overdreven og for iscenesat, men jeg morede mig bravt. Med den beskrivelse skulle man jo nærmest tro, at den var lidt halvdårlig, men det er den faktisk ikke. Jeg blev godt nok lidt skuffet, lige da jeg var begyndt, fordi den i starten minder om en træt imitation af forfatterens andre bøger. Det viser sig heldigvis ikke at holde ved, når man først imødekommer bogens forfriskende, underholdende, overdrevne og ironiske Quentin Tarantino-stil.

Bogen er en underlig anderledes størrelse, måske kitsch eller som den mærkelige blanding med lakrids og chokolade, som alle er hoppet på. Om det er en kort roman eller en lang novelle er heller ikke til at sige, men fiktion det er det i aller højeste grad, en slags science fiction? Bogen er både skræmmende, morsom, lummer, gennemtænkt, uhyggelig og velskrevet. Enten er du til den slags eller også er du ikke, men du burde helt sikkert give den en chance, om ikke andet er den hurtigt læst.

Peter Adolphsen, År 9 efter Loopet, 2013, 87 sider, Samleren / Rosinante.