Hemingways bog om livet i 20’ernes Paris blandt kunstnere og bohemer har haft et lidt omtumlet liv. Da forfatteren skød sig i 1961 var den ikke færdig. Det sørgede Hemingways fjerde kone for, idet hun flyttede rundt på kapitler, tilførte nyt materiale og fandt på en titel. Tilsyneladende ganske vellykket arbejde, da mange fremhæver bogen som en af de bedste, der er udkommet efter forfatterens død.

Nu foreligger den i en udgave revideret af barnebarnet Sean Hemingway. Der er tilføjet ekstra kapitler baseret på Hemingways noter, og tilføjelserne kaster et venligere lys over Hemingways anden kone – Seans mor. Og så fremgår det, at Hemingway selv påtog sig et større ansvar for sin første skilsmisse end hidtil antaget. Det lyder frygteligt privat og intimssfære-fokuseret, men det dominerer ikke det samlede billede.

Det gør til gengæld forfatterens kærlighed til Paris og de mange skønne og skæve eksistenser, som færdedes i byen i 20’erne. Alle der har set Woody Allens kærlighedserklæring til byen, ”Midnight in Paris”, kender miljøet og vil få mere viden om bl.a. Gertrude Stein og Scott Fitzgeralds indflydelse på Hemingway.

Men bogen tegner også et mørkere billede af byen end filmen. Det var ikke cocktailparties og lykke hele vejen. Alkoholen flød godt nok, og alle gik tilsyneladende i seng med hinanden, men samtidig var kampen for at indfri de skyhøje ambitioner hård, og til tider kneb det med at få smør på brødet. På trods af de mange revisioner og tilføjelser er det en umiskendelig Hemingwaybog og hurra for det. Sansen for de små detaljer og det at gøre et miljø nærværende og levende, mestrede Hemingway som få. Så trænger man til en tur tilbage til 20’ernes Paris, er det bare med at få fat i ”Der er ingen ende på Paris”.

Der er ingen ende på Paris, Ernest Hemingway, Lindhardt og Ringhof, 271 sider, Oversat af Mich Vraa