Det går kun én vej for Hasse, og det er mod det evige mørke. Hasse er syg, opereret flere gange, men ligger nu i sin hospitalsseng, udmærket klar over, at han kun har ganske kort tid tilbage. Han har ingen familie, så trøst og venskab kan han kun få fra de tre andre patienter, som også ligger for døden, og fra to meget omsorgsfulde sygeplejersker.

Det er bestemt ikke det mest opmuntrende tema for en bog, og man må tage hatten for Møllers Forlag, der har udgivet den. Romanen er belønnet med en af de fineste litterære svenske priser, og det må være fordi, den behandler et tabubelagt og svært emne på en meget fin og usentimental måde.

Man kommer tæt på døden, for den bliver på det nærmeste dissekeret. Det sker gennem Hasses studier af døden i de bøger, en venlig hospitalsbibliotekar forsyner ham med. Desuden har Hasse en meget analytisk tilgang til sine følelser. Følelsesløs er han ikke, men når en følelse kommer til ham, bliver den analyseret og forsøgt forklaret. På den vis lykkes det Wijkmark at afdramatisere døden. Stille og roligt glider Hasse frem mod sine sidste timer. Han mister gradvist sit klarsyn, bevæge sig kan han heller ikke blive ved med, og hans ligesindede på stuen går bort. Det sker ikke uden en vis ballade og efter flirten med især én skøn sygeplejerske, og skal man tro Wijkmark er erotikken en af de sidste drifter, der forsvinder. Så uden humor er bogen bestemt ikke, og det gør den til et interessant og tankevækkende bekendtskab.

Carl- Henning Wijkmark: Natten der kommer, Møllers forlag, Maj 2013, 184 sider, Oversat af Anne Marie Bjerg