Debutthrilleren af Robert Pobi er hæsblæsende uhyggelig. Så tænderskærende grufuld, at man nærmest kan lugte og smage ådelsråddent skræk. Så væmmelig krybende-ind-under-huden, at denne anmelder måtte sove med sengelampen tændt, og holde pauser for at få vejret undervejs.

FBI-agent Jack Cole har en særlig evne, han kan nemlig rekonstruere gerningssteder inde i sit hoved. Det er en evne, han får brug for, da han vender tilbage til sit barndomshjem. Hans kunsterfar er kommet slemt til skade, da han i en blanding af demens og fuldskab satte ild til sig selv, og sprang ud af et vindue. Samtidigt sker et dobbeltmord ikke langt fra faderens hjem. Ikke et almindeligt mord, men et grufuld teaterstykke af tortur og menneskelig forfald, der får opkasten til at stige i halsen.

For at gøre spot til skade, skal Jack Cole ikke kun håndtere fortidens dæmoner, men også den kategori 5 Orkan, der på vej mod kysten, hvor faderens hus står. Det er den vildeste storm i mandsminde, og der befinder Jack sig med sin kone og deres lille søn samt hans minder.

Thilleren er 340 sider lang, hvilket ikke er en side for meget. Det særlige ved bogen er, at den aldrig taber tempo, men kører i højeste gear, fyldt med smukke sprogblomster og referencer til amerikansk kunst og kultur. Det har været en svær opgave at oversætte bogen fra engelsk til dansk og en gang imellem dukker nogle amerikaniserede sprogblomster op. But what the hell, når læseren er så skræmt, at hun knap tør gå på toilettet og kæresten må kontrollere for psykotiske monstre under sengen inden sengetid, så holder konceptet 100 %.

Robert Pobi, Blodmanden, Maj 2013, Rosenkilde og Bahnhoff, 340 angstfremkaldende sider.