// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Katrine Marie Guldager: Den ny tid
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Katrine Marie Guldager: Den ny tid

Skrevet af den 7. maj 2013 – 07:51Ingen kommentarer

Vi befinder os i slut 60´erne uden BH og økonomiske bekymringer, men i en rus af lsd, kærlighed og ikke mindst livet selv. Fede tider, fed bog! Det begyndte med Ulven og derefter fulgte Lille hjerte, og nu fyrer Katrine Marie Guldager op for det tredje bind i familiekrøniken om Peter, Lilli, Leonora, Henry, solen, tiden og alle de andre. I Den ny tid, som er titlen på Guldagers 13. bog, bliver der tændt op for meget andet end cigaretter.

Man møder det fraskilte par Lilli og Peter, som på facaden har bevaret et godt venskab ikke mindst på grund af deres tre børn Leonora, Henry og Lille Ib, men man fornemmer straks, at intrigerne lurer. Børnene er blevet voksne, og Lillis 50 års fødselsdag nærmer sig. Nærmet som en hyldest til facaden beslutter Lilli at fejre det hos Peter, som er blevet boende i deres engang fælles hus i Køge, som hun ellers elsker at hade. Der er dermed lagt op til et spændende familiedrama, for hvilken familie har ikke et lig eller to i lasten.

Bogen er dog langt fra kun familiedrama, selvom generationskløftens problematikker spiller en stor rolle i bogen. Den er også et billede af 60´erne på godt og ondt og i særdeleshed en beskrivelse af blomsterbørnenes euforiske forsøg på at omvende, overleve og opleve verden gennem kærligheden. Derudover formår Guldager at indfange enkeltpersonerne og deres relation på en gribende og medrivende måde. Bogen har et flydende, let og velskrevet sprog, og selvom jeg ikke har læst de foregående bøger, havde jeg ingen problemer med at følge med, til trods for at man til tider fornemmer, at der refereres til tidligere bøgers hændelser.

Det ville være let at blive rundtosset for det første af stoffernes hallucinerende virkning og for det andet af det net af forskellige forbindelser, relationer og hændelser, som ikke løber kronologisk gennem bogen, men flettes ind i hinanden på kryds og tværs, men det er ikke tilfældet. Bogen er skrevet med et særligt overblik for øje, som gør det let for læseren at følge med og overgive sig til læseoplevelsen, frem for at holde rede på de forskellige tråde i fortællingen. Men påvirket det bliver man. Jeg er blevet helt høj af at læse en velskrevet bog som denne. Det er bestemt et trip, du skal unde dig selv.

Katrine Marie Guldager, Den ny tid, Maj 2013, 272 sider, Lindhardt og Ringhof.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.