Det er hamrende intellektuelt og helt vildt tænkt, men overhovedet ikke fortænkt, snarere fuldstændigt gennemtænkt, hvilket gør turen gennem Kensington til en udsøgt fornøjelse. Ligegyldigt om du udelukkende dykker ned i bogen for at få et stemningsfix, eller om du bruger timer på at forstå alle sammenhænge og fange alle metareferencer – så er Kensington det hele værd. Faktisk vil jeg foreslå du gør begge dele.

Personligt indtog jeg det grafiske værk i en skylle til at starte med, hvor de på en gang præcise og slørede tuschtegninger og mixed media, sendte mig på tur fra oldtiden til nutiden, rev mig rundt i svært filmiske sekvenser med gamle onde mænd, smukke kvinder (der både er sårbare og stærke) og den onde hamstermand. Hvis du har svært ved at forstå hvad jeg taler om, skal du ikke være bekymret, for den første gennemlæsning er en tour-de-force gennem et stemningsunivers, der ikke umiddelbart giver mening, men rigtig meget stemning.

Anden gang jeg læste Kensington havde jeg mere tid, men med vilje ikke for meget tid. Jeg kan nu se historien mere tydeligt. På billedsiden starter historien under havet, jeg ved det er havet fordi der kommer haj svømmende på siderne. Jeg læser, at der findes en gammel bog, hvor der på en side, der ikke burde være der, kan læses en historie om en konge, der vil have et evigt eftermæle. Han vil ikke have et slot af sten, men af et uforgængeligt materiale. Det materiale er en historie. En historie han vil have en uvillig kvinde til at skrive. Bogen er en god konstruktion, ligesom Kensington runestenen, er en forfalskning man gerne vil tro er sand.

Jeg springer i tiden, fordi jeg har læst tegneserien et par gange og jeg kan fortælle, at resten af historien er en nutidig version af det der skulle stå i den gamle bog. Jeg vil gerne advare om at følgende opsummering af handlingen smadrer tegningernes poesi, så lad være med at læse videre, køb i stedet Kensington og indtag den gentagne gange.

En gammel forlægger vil have skrevet sin biografi, han hyrer en kriminel til at bortføre en kvindelig forfatter. Den kriminelle iklæder sig en sær hamstermaske. Han bedøver kvinden og pakker hende ned i sin lastbil. Hun bliver afleveret til forlæggeren, der tvinger hende til at skrive. Men hun trives ikke i fangeskab, så det hun skriver er noget rod. Mens forlæggeren går ud i skoven og søger råd, har forfatterinden og den kriminelle hed elskov. I skoven får forlæggeren en tang der kan hive ordene ud af halsen på forfatterinden, men det er stadig rod der kommer ud. Forlæggeren er træt af miseren, så han opsøger en anden gammel fed rig mand og de aftaler at dræbe hinandens forfatterinde. Hvilket lykkedes for vores forlægger, mens den fede mand der skal dræbe forfatterinden, bliver dræbt af den kriminelle med hamstermasken. Forfatterinden rejser ud over havet, forlæggeren dræber den kriminelle og spejder ud over horisonten.

Efter jeg har skrevet dette, kan jeg næsten se Rasmus Svarre for mig, hvordan han lægger hovedet lidt på skrå og smiler skævt bag brillerene. Og jeg forstår, jeg ikke har forstået det halve og misforstået den anden halvdel. Men det er ok, for han vil have mig til at lave mine egne historier og ikke tvinge mig til at forstå det på en bestemt måde (tror jeg).

Jeg vil læse tegneserien igen – men jeg vil ikke skrive om det, jeg vil have det for mig selv og ikke stoppe flere af mine ideer ned i halsen på dig (Alt omkring forfatteren Borges rolle vil jeg overlade til dig).

Rasmus Svarre, Kensington, Februar 2013, 128 sider, Forlaget Fahrenheit