Peter Lund Madsen har skrevet en bog om hjernen, som samtidig handler om ham selv, der skriver en bog om hjernen. Lyder det kompliceret? Det er det egentlig ikke, når først man kommer igang. Vi starter helt fra begyndelsen.

Vi starter i 2006, hvor Peter Lund Madsen overvejer at skrive en bog om hjernen, hvilket jo er nærliggende, når nu han er hjerneforsker. Men han har lidt startvanskeligheder, han kan ikke rigtigt komme igang. Ind på scenen træder dr. Zukaroff, og spørger, om ikke han skal hjælpe ham på vej. Helt ud af det blå. Det er en kende mystisk. Og her ligger så at sige omdrejningspunktet i bogen. Dr. Zukaroff hjælper Peter Lund Madsen ud af starthullerne, og igennem resten af processen med bogen. Men hvorfor? Hvem er dr. Zukaroff og hvorfor tilbyder han sin hjælp helt uden at forlange noget igen, og hvorfor er han så nærig med informationerne om sig selv?

Man kan sige, at bogen er delt op i to, selvom de to dele væves sammen. Den ene del er det faktuelle stof om hjernen, som for øvrigt er særdeles godt og forståeligt skrevet, med mange og gode illustrationer. Nærmere fortalt giver denne del en introduktion til hjernens dele, hvad de hver især gør og hvordan de gør det, hvordan menneskets hjerne adskiller os fra dyrene på, hvilke måder, etc. Og ligeså spændende ridser den op hvilke forhindringer, vores hjerne lægger i vejen for os i vores topmoderne dagligdag, hvor nogle af de instinkter, som var livsnødvenige dengang vi var noget mere udsatte for naturens luner end vi er idag, ikke længere er nyttige.

Den faktuelle del kunne dog alligevel nemt gå hen at blive en kende tør for menigmand, hvis ikke den blev hjulpet på vej af bogens anden del, som omhandler Peter Lund Madsens møder med den mystiske dr. Zukaroff. Historien om dr. Zukaroff, er ikke spændingspræget på actionmåden. Den er nærmere spændingspræget på den mystiske måde, hvor man sammen med forfatteren gentagne gange overvejer, hvad dr. Zukaroff egentlig har af bagtanker med at lege fødselshjælper for en bog om menneskehjernen, og om det nu også er en god ide at blive ved med at have noget med denne sære eksistens at gøre. Den jordnære beskrivelse af Peter Lund Madsens møder med dr. Zukaroff, og af hvilke tanker Peter Lund Madsen gør sig omkring samarbejdet med dr. Zukaroff, gør at bogen virker levende og interessant, trods det at der egentlig ikke sker ret meget.

Dr. Zukaroffs testamente gør et spændende men svært emne tilgængeligt for de af os, som ikke er hjerneforskere, og som heller ikke er vant til at færdes i den naturvidenskabelige, faglitterære ende af bøgernes verden. Og som Peter lund Madsen selv siger på bagsiden af bogen: ‘Har man læst og forstået denne bog, så ved man, hvad hjernen gør for os mennesker, og så bliver man i grunden så glad.’

Peter Lund Madsen, Dr. Zukaroffs testamente, Gyldendal, Oktober 2012, 548 sider