Elizabeth George: At tro på løgnen
Elizabeth George har efterhånden skrevet 17 bøger med den adelige Thomas Lynley mere eller mindre i hovedrollen. Det er en imponerende indsats, for mens de fleste krimiserier har en tendens til at gå døde omkring den tiende roman, så er der stadig damp på Elizabeth Georges kedel.
Det betyder dog ikke at At tro på løgnen er perfekt, for nogle af de faste biroller i Lynley-universet, som før har spillet med i historien, virker lidt påklistrede. Ikke mindst Lynleys assistent Barbara Havers med det anstrengte forhold til chefen, naboens genfundne kone, sin mor og de fleste andre. Normalt er assistenten det vrisne modspil til den polerede Lynley, men her må hun i stedet taget til takke med en rolle som telefon-instrueret stik-i-rend-kvinde i London.
En mand findes død i vandet ved sin arbejdsgivers, og slægtnings bådhus. De lokale myndigheder afskriver det som et hændeligt uheld. Men efter en diskret henvendelse til Scotland Yard sender Yard-chefen Lynley afsted for at tage et kig på dødfaldet – selvfølgeligt helt uofficielt og diskret.
Lynley ser vi derefter knapt så meget til, men i stedet introduceres vi til den stenrige og komplet dysfunktionelle families medlemmer, der i vanlig Elizabeth George-stil lever liv holdt i skak af deres unoder og uvilje mod hinanden. Et møde mellem dem og den jordnære Havers ville have været underholdende, men i stedet er Lynley udstyret med en utroværdig og komplet unyttig Deborah St James, som mest af alt formår at fumle hovedløst rundt under dække af den mest utroværdige dækhistorie, der nogensinde er udtænkt på papir.
Det er en skam, for det som Elizabeth George kan, når hun er bedst, er at skabe et univers udelukkende bestående af gråzoner og befolket med drevne og knudrede personer – hvor slutningen sjældent er lykkelig og ikke alting forklares. Der er takter til det i At tro på løgnen, men i sidste ende gør de påklistrede biroller, at bogen aldrig rigtigt virker vedkommende.
Elizabeth George, At tro på løgnen, Forlaget Modtryk, Marts 2013, 624 sider, Oversat af Birgitte Brix.