Andrew Marr: A History of the World
Menneskets historie er mindst lige så spændende som nogen roman: Fra vandringerne ud af Afrika over forsvundne landbroer til de første spæde samfund hvor forfædrene blev begravet i gulvet og adgangen til huset skete gennem taget. Fra krigeriske græske bystater til den amerikanske fred – og imellem der en uendelig række af krige og grænsedragninger.
Det er den fascinerende historie om os den engelske BBC journalist Andrew Marr har skrevet. Han har, i modsætning til den normale britiske underspillede stil, kaldt den en historie om verden – men det er ingen underdrivelse. For hvor undervisningen i både folkeskole og gymnasium nødvendigvis må være både anekdotisk og eurocentrisk så er A history of the World det ikke.
Og det er måske bogens stærkeste kort: At sammenhænge, civilisationsmøder, vidensdeling og paralleller trækkes op. For hvor havde Europa været hvis ikke grækernes viden var blevet gemt hos araberne eller hvis ikke matematikken og kunsten var vandret fra det muslimske Granada i nutidens Spanien til et dengang tilbagestående Europa?
Er man, som denne anmelder, levende interesseret i historie og kulturhistorie er der meget at nikke genkendende til – men også rigtigt meget nyt: Hvordan Italien var rustet til at starte industrialiseringen, men på grund af religion og styreformer blev det i stedet for Skotland at industrialiseringen slog rod.
Vi får også historien om hvordan Japan formåede at lukke af for resten af verden i næsten 300 år efter de første dårlige erfaringer med europæiske besøgende. Hvordan to russiske kulturer konkurrerede, den ene mørk og autoritær, den anden mere kosmopolitisk og åben – og hvordan den mørke og autoritære i sidste ende vinder og dermed aldrig får gjort op med det slavelignende livegns-system som Vesteuropa med den sorte død får løftet sig delvist ud af.
Kort sagt: På sine 612 sider får Andrew Marr formået at skabe indsigt, overblik og sammenhæng på en måde som burde være obligatorisk at læse for enhver der har en interesse menneskehedens fortid og fremtid – og enhver der påberåber sig historiens ret eller et arguments ”naturlighed”. Lektionen fra A history of the world er i hvert fald klar: Menneskehedens historie er blodig, rodet og fuld af næsten lige så mange tilbageskridt som fremskridt. Men med bøger som Andrew Marrs kan vi i det mindste forstå den lidt bedre.
Andrew Marr: A History of the World. Macmillan, september 2012, 512 sider (paperback). Engelsk.