Det er en tung affære at komme igennem det tredje og sidste bind i den meget omtalte Fifty Shades-trilogi. Det var sjovt at gå i gang med første bog – det var nyt, spændende, lidt hypet og det skulle prøves. Nysgerrigheden var måske ikke helt stillet efter første runde, så det var fint, at der kom en bog mere, som dog faldt temmelig til jorden med den voldsomme genbrug fra etteren. Og treeren er bare… tung.

Jeg lod der ellers gå lidt tid, fra jeg afsluttede toeren, til jeg gik i gang med denne, for på den måde ikke at have min hukommelse for godt med som kritisk medlæser, men det hjalp ikke. Der er intet nyt under solen; de skændes, knalder og bliver gode venner igen på præcis samme måde og med præcis samme hyppighed som altid, han er stadig efter hende, når hun ikke spiser, hun vælger stadig at trodse ham, selvom hun ved, han bliver gal og de løser stadig problemerne med sex. Det er også en fin nok historie, men ikke en man kan skrive over 1500 sider om. Havde disse tre bind været én bog på 500 sider, havde vi stadig fået det hele med og havde haft en fin læseoplevelse.

Der er dog kommet to lidt mere interessante elementer med denne gang. To situationer set fra Christians synsvinkel. Den ene hvor han som lille dreng bliver adopteret af sine forældre og den anden, hvor han møder Ana første gang, den dag hun skal interviewe ham til universitetsbladet. Det giver bogen en anden dimension, som kunne have klædt den meget tidligere og gjort den langt mere nuanceret. Der er masser af emner at tage fat på og det vælger forfatteren at lade være med. Det er selvfølgelig også erotisk litteratur med streg under erotisk, og det lever den til fulde op til, men det burde ikke udelukke lidt substans. Især ikke når man vælger at skrive tre bøger.

E L James, Fifty Shades – Fri, Pretty Ink, oktober 2012, 604 sider.