Skygger fra oktoberland er en anderledes bog. En genrehybrid med store ambitioner, lavet af en debutant med erfaring nok til at blive taget alvorligt. Men kombinationen af høje ambitioner, det at være debutant og udkomme på et lille forlag er ikke uden udfordringer…

Skygger fra oktoberland starter på et hospital. En psykisk syg redder sin plejer og som betaling bider han ham i armen. Den syge mand undskylder sin opførsel med, at hans bror Mortimer altid gjorde sådan. Yderligere undskylder han, at Mortimer ikke kunne redde plejerens søster. En søster der forsvandt på mystisk vis ti år tidligere. Forvirret går plejeren sin vej og ser aldrig den syge mand igen.

Herefter stikker forfatteren sit nøgterne ansigt frem og forklarer på bedste meta-vis bogens betingelser. Den mystiske forsvinding og hans efterforskning er ægte nok – men hvad der sker pigen i den anden verden er fri fortolkning.

Pigen forsvinder fra sit hjem og mens familien leder forgæves efter hende, dukker hun op i en anden verden. En grå, grå verden, hvor alt håb lades ude. Mest af alt minder det om en fantasy udgave af middelalderen – komplet med overnaturlige væsner og frygt for hekse. Hekse er klædt i hvidt og det samme er pigen. Pigens historie starter op af bakke, men snart bliver det endnu værre. I den mørke verden bliver pigen ven med en dreng, der gerne vil hjælpe hende. Men han kan kun følge hende magtesløst, mens hun træffer alle de forkerte valg. Hun stoler blindt på sin beskytter Mort, der skærer hendes hånd af og fortærer den, alligevel føler hun det er en lille pris for ikke at blive voldtaget af Forføreren. Morts beskyttelse har dog sine begrænsninger og da byens overhoved, Historikeren, starter en heksejagt er der kun en mulig vej…

I den virkelige verden rammes familien af depression over pigens forsvinden. Moren opsøger konstant nye muligheder for at finde datteren, mens faren opsøger et antikvariat. Et sært antikvariat hvor den svært tiltrækkende unge ekspedient læser for ham af en bog, der fortæller brudstykker af datterens oplevelser i den anden verden. Prisen for at få denne viden må faderen betale i seksuelle ydelser, til den succubus lignende ekspedient. Langsomt går det op for ham, at han er nødt til at vende tilbage igen og igen, på trods af at hun ikke bare udnytter hans krop, men samtidigt fortærer hans sjæl. Med rollen som dommer går broren i gang med et online rollespil om hekseforfølgelse. Hvor han ved hver hængning ikke nøjes med at hive i en virtuel udløser til galgen, men også hiver i en anden stang, der giver udløsning. Han lader spillet opsluge sig, mens hans krop går til grunde.

Nikolaj Johansen er en ambitiøs forfatter, der ikke sætter sit lys under en skæppe og hatten af for det. Som anmelder er der mange muligheder for at gå ned i detaljer, men jeg vil nøjes med et lille område: Især alle de forskellige personer og deres interaktioner med virkelige og kunstige verdener, der påvirker hinanden og driver historien frem mod et stærkt ubehageligt endeligt.

Bogen er som sagt stærkt ambitiøs, idet den både foregår på en række planer, der interagerer med hinanden og præsenter en række historier, der væver sig sammen og driver hinanden frem. Historierne og personerne former hinanden gensidigt. Alt er en konstruktion – selv virkeligheden og dens personer. At formidle denne tankegang i romanform er et kunststykke. Et kunststykke forfatteren rent faktisk får til at balancere, hvilket er imponerende! Men de mange planer og især metaplaner, gør at mystikken punkteres og visse af historiernes gensidige konstruktion fremstår ikke overbevisende – jeg tænker her især på brorens rollespil og den eventuelle sammenhæng med den anden verden.

En anden stor bestandel af historien er hovedpersonernes mange fornedrelser. Fornedrelser der gør læsningen stærkt ubehagelig. Fornedrelser i form af: Morts kanabalisering af pigen, brorens onani til virtuelle henrettelser og faren der mere eller mindre voldtages af en succubus. Samlet set kommer bogen i mål, men med en række skønhedsfejl.

Jeg er sikker på, at ildsjælene på forlaget Replikant har knoklet r.. i redigeringsprocessen, men sproget er stadigt ikke så godt som jeg forventede. Eks: ”Usikker på om hun måske bare burde vare sin tunge, men tænkende, at det alligevel ikke kunne blive værre.” s. 172. At bruge ordet ”tænkende” her er simpelthen dårligt dansk. Bogen er oversået med denne slags småfejl, der i sig selv ikke er slemme, men gør bogen unødvendigt tung at læse. Normalt er den slags acceptabel, hos en debutant, men Nikolaj er for erfaren til at kunne slippe afsted med den slags. Han har udgivet indtil flere noveller og bryster sig med at skrive original fiktion med 73 anslag pr. minut – sæt hellere hastigheden ned og skriv bedre.

Yderligere er det frustrerende, at bogen er sat med ekstremt lille skriftstørrelse, hvis årsagen er trykudgifter i forbindelse med antal sider i bogen, så burde bogen være kogt ned, kill your darlings og skær ind til benet. Alt for mange steder bruges der for mange ord. For meget af historien udpensles og handlingen skæres ud i pap. Den skarpe læser anspores af mystiske sammenhænge og den sløve har alligevel lagt bogen fra sig.

Men alt i alt glæder jeg mig til at følge Nikolajs udvikling som forfatter. Næste roman ”Moderskib” vil med stor sikkerhed også udfordre mig som læser.

Skygger fra oktoberland. Nikolaj Johansen. Forlaget Replikant. 204 sider. 2012.