En røverhistorie fra et sted i Kaukasus omkring år 1000. Et par tiltalende røvere. Den sidste arving til en netop myrdet hersker og en bande hærgende vikinger. Det er ingredienserne i hvad Michael Chabon har skabt med Landevejens riddere. En fortælling som oprindeligt blev bragt som en føljeton i New York Times. Og føljetonstilen passer godt til den cliffhanger, som Landevejens Riddere er.

Vi følger de to småsvindlere som, på trods af deres erhverv, selvfølgelig er både udstyret med samvittighed, indsigt, humor og i stand til at se stort på egen sikkerhed. Og tro mod genren må vores to hovedpersoner træde til, da en enøjet forhenværende elefantpasser overdrager dem opgaven med at få den truede arving tværs gennem den mildest talt ustabile region i god behold. Undervejs går alting selvfølgelig meget mere end galt, sådan som det også hører sig til for genren.

Netop trofastheden mod føljetonstilen, med de konstant cliffhangers, gør Landevejens Riddere til en fornøjelig og hurtigt læst bog. Og den skylder ikke mindst andre føljeton-historier som De tre musketerer af Alexandre Dumas – og en moderne variant i fortællingerne om Kaptajn Altriste af Arturo Pérez-Reverte – en hel del (på den gode måde).

Michael Chabon, Landevejens Riddere, Borgen, 2008, Oversat af Svend Ranild, 224 sider.