Nordlige rytmer er et surt opstød. Jacob Kokkedal har udvalgt sig en række typer – primært kvindekvinder – i nutidens samfund, nærmere bestemt Aalborg, sat dem op på række og sablet dem ned med sin skarpe og kritiske pen. Og det er virkelig morsomt. For under den meget hårde tone er selvfølgelig humoren.

Meget præcist beskriver han det 21. århundredes bimboes, som ikke længere er blondiner, men derimod sorthårede, solariebrune og storpattede tøsebørn med hjemmetegnede øjenbryn midt i panden og accessory-dogs under armen. Så larmende præcist og ufattelig morsomt. “Knep og smid væk”-partypigerne, som han så smukt kalder dem, “det rigtige træningstøj sad stramt udspændt på deres kroppe som små dækkende lapper og vidnede om ulæste bøger og manglende ansvar for andet end deres beautybokse”. Jeg synes, det er smukt.

Vi møder Bitten, Camilla og Jeanette. Unge kvinder i Aalborg med hver deres issues, dog med det til fælles, at de bøvler med kærlighedslivet. Den lidt buttede Bitten, der bare ønsker at blive til en smuk svane med en flot mand, den lidt skrøbelige direktørdatter Camilla fra det Aalborgensiske whiskeybælte Hasseris, der vil have en mand som sin far med den rette årsindkomst og den hårde Jeanette, der på grund af en traumatisk opvækst lukker af for følelser.

Men det er ikke kun kvindetyper, der får en tur. Flere konkrete kendte kvinder kommer også under kærlig behandling. Christina Paller, Sanne Cobel Mølpin og Sofie Tanning. Og ingen af os er vel i tvivl om hvem han hentyder til? Jeg ved ikke hvorfor han er så vred på disse kvinder, men at han kalder kapitlet om de sidste to for “Luftkasteller og gammel lort på ny dåse” er god underholdning. Forfatteren og jeg deler tydeligvis en masse fordomme

Men udover kvinder, kendte som ukendte, får han også forløst noget vrede over Aalborg, kommunalpolitikere, danske kulturinstitutioner og Omar Marzouk, for blot at nævne nogle. De sure opstød rammer vidt og bredt.

Forfatteren nævner i forordet, at hans kvindelige testlæsere blev forargede og vrede over denne her bog. Jeg gør ikke. Jeg synes, den er morsom, præcis og aktuel. Nok er den voldsomt generaliserende og Jacob Kokkedal er lidt smart i nogle af sine utallige (og noget trættende!) metaforer, men jeg er ikke forarget. Kun over de mange fejl i bogen. Det er blandt andet useriøst at harcelere over chicklit- og tv genren under henvisning til “Nynne, Brigit og Carey”. Jeg antager, at det må være Bridget Jones og Carrie Bradshaw han mener.

Undervejs i bogen er der kapitler, hvor forfatteren taler direkte til læseren ved at stille de spørgsmål, han må formode, at læseren sidder med. Blandt andet hvad moralen er. Han påstår, at der ingen morale er. Og hvis vi absolut vil tvinge en ud af ham, er den “tag jer sammen!”.

Jeg tror, at forfatteren ønsker at ruske lidt i os alle sammen og tendenserne i samfundet generelt ved at sætte det hele lidt på en spids. Og selvom han starter meget -ja næsten hadsk ud, så bliver bogen lunere jo længere man kommer og jeg tror, han ret godt kan lide Bitten, Camilla og Jeanette. Jeg kommer i hvert fald til det.

Jacob Kokkedal, Nordlige rytmer, Facet, oktober 2012, 322 sider.